Nyt Isfjordscenter på vej

isfjordcenter

Grønland får et nyt samlingspunkt i international klasse i Ilulissat med et nyt Isfjordscenter, tegnet af det danske arkitektfirma Dorte Mandrup Arkitekter 

Tekst: Katja Vahl, greenland today Juli 2016

isfjordcenter-01

»En sneugles flugt gennem landskabet«, så poetisk bekriver arkitekten Dorte Mandrup det nye Isfjordscenter i Ilulissat, hvis projekt blev valgt som grundlag for et nyt center.

Selvstyret, Qaasuitsup Kommunia og den filantropiske forening Realdania indgik i juli 2015 en partnerskabsaftale om at skabe et Isfjordscenter i Ilulissat.

Tanken var et center, som kunne styrke den allerede voksende strøm af turister fra hele verden, som i dag findes i Ilulissat. På lidt længere sigt skal den øgede turisme skabe nye arbejdspladser, indtægter og udvikling til byen.

– En styrkelse af turismeudviklingen står højt på Naalakkersuisuts agenda. Det er derfor en stor glæde at se Isfjordscentret tage form. Partnerskabet med Realdania er et meget væsentligt bidrag til turismeudviklingen i de kommende år, siger Naalakkersuisoq for Erhverv, Arbejdsmarked, Handel og Udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq.

isfjordcenter-02

Ide og etablereing
Den vinkelformede bygning tegnet af Dorte Mandrup Arkitekter er placeret som en naturlig forlængelse af vandreruterne i området. En af grundtankerne er en bygning, der har mindst mulig indvirkning på det smukke og skrøbelige landskab.

– Den nye bygning vil med respekt for landskabet indgå i et flot samspil med det spektakulære naturområde, sagde talsmand for dommerpanelet Jan Søndergård, Professor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi og partner i KHR arkitekter.

Realdania har bidraget med 83 mill. kr. til etableringen af Ilulissat Isfjordscenter, mens Selvstyret og Qaasuitsup Kommunia tilsammen bidrager med 23 mill. kr. Der arbejdes fortsat på at sikre donationer på op til 10 mill. kr. til udstillinger og oplevelser i centret, og der er foreløbig modtaget bidrag fra Bloomberg Philanthropies og OAK Foundation.

isfjordcenter-03

Klar i år 2020
Det spektakulære byggeri varetages af Realdania, der gennem sit datterselskab Realdania By & Byg, leverer et færdigt byggeri klar til turister, forskere og lokale besøgende i 2020.

På sigt er tanken at Isfjordscentret skal være en selvbærende og indtægtsdrevet institution.

En rådgivergruppe med kompetencer inden for klima, forskning og formidling fra Grønland, Danmark, Norge og Island er tilknyttet centret.

De skal bl.a. rådgive om den udstilling, der bliver kernen i den oplevelse, de besøgende møder på Isfjordscentret.

greeenlandtoday-no-27   Læs side 38

isfjordcenter-04