Inuit Models – et grønlandsk modelbureau

Inuit-Models-01

Model Aimee Ivalo Hornum Hansen

Aviaaja Hammeken Schultz er godt i gang med at opbygge et grønlandsk modelbureau, og hun håber en dag at have hele verden som arbejdsplads

Tekst: Mads Nordlund

Inuit-Models-02Model Aimee Ivalo Hornum Hansen

Modelbureauet »Inuit Models & Inuit Styling« blev startet for to år siden af den 36-årige Aviaaja Hammeken Schultz, der har rødder både i Danmark og Grønland, hvor hun har rejst frem og tilbage på uddannelse og job. Hun er født i Danmark, hvor hendes grønlandske forældre mødte hinanden som studerende, men er opvokset i Grønland, hvor hun også føler sig mest hjemme.

– »Inuit« betyder mennesker, og jeg elsker at arbejde med mennesker, forklarer Aviaaja.

– »Models & Styling« fordi det er noget alle kan forstå – også på dansk og grønlandsk.

– Jeg brænder for at hjælpe andre på vej. Modeller har interesseret mig, siden jeg som 12-årig sad hos mine bedsteforældre og så på gallakjoler i det danske blad »Billed Bladet«. Selv købte jeg »Alt For Damerne« for mine lommepenge for at se modellerne og modetendenserne, men tænkte tit på, hvorfor der ikke var nogen grønlandske modeller, når der nu er så mange, smukke grønlandske piger.

Inuit-Models-03Model Alma Wilhjelm Geisler

– Jeg fik mange ideer hos min mormor og har min kreative åre fra hende. Hun syede tøj og bamser og meget andet til os, da vi var små. Hun var en slags kreativ mentor for mig. Hun er født i 1924 og er stadig i live. Da jeg var færdig på »Fashion Design Akademiet«, holdt jeg senere et modeshow til ære for hende, hvor hun sad i midten på forreste række sammen med min morfar, der stadig var blandt os dengang.

– Dengang ville jeg gerne være designer og lavede mine egne kollektioner, som jeg havde modeshow med i Tivoli i København i 2003 og 2006. Der skaffede jeg selv musik, modeller og makeupartister, accessories, sko med mere og fik smag for at arbejde med »det hele« indenfor mode. Nu er jeg efteruddannet indenfor branding, koncept, produkter og services som Entrepreneur Design Manager fra International Business Akademiet i Kolding og føler, det er en god baggrund for at have mit eget modelbureau.

Inuit-Models-04Model Mia-Louise Drechsel

Modelbureau
I nogle år har Aviaaja opbygget et kartotek over egnede modeller med billeder, der viser deres forskellige egenskaber. Dermed har Inuit Models & Inuit Styling en pæn model-portfolio, og den udvides løbende med nye modeller.

– Jeg synes, det er synd, at der ikke bliver fremvist nogle grønlandske modeller på et højere niveau. Hvorfor ikke tænke udover Grønlands grænser?

– Mit mål er at brande Grønland til resten af verden og vise, vi godt kan være med på internationalt niveau.

I 2015 blev Inuit Models & Inuit Styling kontaktet af »Faces of Denmark«, der sender modeller til verdens fire største modelkonkurrencer.

Inuit-Models-05Modeller Tukummeq Olsen & Aslak Drechsel

– Vi fandt en grønlandsk pige, der matchede kravene, men hun kunne desværre ikke få fri fra sin uddannelse, da det kræver tre ugers fravær. Men hun tager et sabbatår i 2017 og arbejder udelukkende med velgørenhed og sin titel som Miss Earth Greenland ambassadør, fastslår Aviaaja, der er Miss Greenland director og har været dommer til Miss Universe Denmark 2015. Hun har også været i Østrig til Miss Earth konkurrence for at researche, hvilket niveau Grønland skal være på for at være med i den internationale konkurrence.

– Der var stor interesse for Grønland, og jeg glæder mig til at samarbejde med udlandet og hjælpe mine modeller og Grønland.

I mellemtiden er der nok at se til i bureauets lokaler i Nuuk, hvor Aviaaja som selvstændig iværksætter arbejder som både agent, scout (talentspejder), stylist og fotograf.

– Jeg håber på at få nogle flere reklameaftaler for Inuit Models modeller i fremtiden, men har allerede en del aftaler lokalt og internationalt, så det tegner godt. Om fem år håber jeg, bureauet arbejder både her i Grønland og i udlandet.

Inuit-Models-06Model Anja Chemnitz                                                                          Model Rosalia Maria Steenbakken

Fremtiden
Aviaaja har ikke opgivet sine egne designs, men lige nu er det modelbureauet og Miss Earth Greenland, det gælder, samt en del private bestillinger til makeup, styling og foto.

– Mit mål i fremtiden er at se mine modeller udvikle sig stærkt i branchen for de, som har potentialet og talentet til at klare modeverdenen. Et modeljob på internationalt plan er ikke nogen dans på roser, men hvis man vil kæmpe for noget, så får man det også, siger Aviaaja.

– Derfor arbejder jeg også meget med modellernes selvværd og selvtillid og ikke kun posering og catwalk.

Inuit-Models-07Model Camilla Ramsøe Mølgaard

– Jeg ved, hvad jeg vil, når det gælder modeller, beauty, fashion og æstetik og vil kæmpe for mine modeller gennem mit arbejde som scout, stylist og fotograf.

– En af mine drømme er at se en af modellerne repræsentere Grønland på Victoria Secrets show.

Lige nu handler det om fortsat at opbygge Inuit Models & Inuit Styling og arbejdet med reklame for andre virksomheder, hvor de bruger mine modeller, styling og ekspertise, slutter Aviaaja Hammeken Schultz.

Inuit-Models-08Model Anja Chemnitz                                                        Modeller Paarma Birkholm & Naja Arnannguaq Jakobsen

Inuit-Models-10

 

www
inuitmodels.com

 

Inuit-Models-09

 

 

Facebook
inuit.models
miss.earth.greenland

Studio & Showroom
Nuukullak 35
3900 Nuuk

 

 

 

 

Aviaaja Hammeken Schultz