RUTH MONTGOMERY-ANDERSEN

6

En dansende ildsjæl

Tekst: Toke Brødsgaard & greenland today,
greenland today Marts 2015

Ruth Montgomery-Andersen har boet i Grønland siden 1995. Selvom Grønland i et vist omfang er isoleret på grund af de store afstande og de høje rejseomkostninger, tror hun på, at der er mulighed for at spotte unge dansetalenter og udvikle dem, der selv er klar til at gøre en indsats.
Barndom i Texas
Ruth er født i Texas, USA, i en arbejderfamilie, hvor ingen af forældrene havde en videregående uddannelse.
Som 4-årig gjorde Ruth det klart for sin mor, at nu ville hun i skole. Hun var for ung til at starte på en almindelig skole, så hendes mor fandt frem til, at Ruth kunne starte på en danseskole. Faktisk optog danseskolen ikke elever, der var så unge, men Ruths mor fik skolen overtalt til at tage Ruth på prøve. Det blev gjort under den forudsætning, at hvis Ruth på nogen måde forstyrrede det øvrige hold, skulle hun stoppe straks. Det var på ingen måde tilfældet, og dette blev starten til et lidenskabeligt møde med dansen.
Lidenskabelig passion
Familien havde ingen traditioner for at danse, og da hverdagen var fyldt op af arbejde, måtte Ruth selv arbejde med dansen. Det gjorde hun ihærdigt og knoklede på. Familien bakkede hende op, men under den forudsætning at hun samtidig passede sin skole og hjalp til med de huslige pligter.
Passioneret brugte Ruth meget af sin fritid på dansen, og dette fortsatte hun med op gennem årerne. Som 21-årig tog hun til Danmark for at starte uddannelsen som forskolelærer for senere at læse til jordemoder. Undervejs gik hun ikke i stå med dansen. Hun opsøgte mange forskellige danseskoler og forsøgte at sammensætte et program, så hun kunne danse alle ugens dage ved at gå til forskellige stilarter som ballet, jazzdans, moderne dans og mange andre, hun fik indøvet.
7 8
Studiejob
Ruth læste i Århus, og her begyndte hun sideløbende med studiet at arbejde for blandt andre filmproduceren Thomas Grimm, der i danseverdenen er meget anerkendt. Her dansede hun med, når der skulle laves TV-produktioner, og der manglede dansere. Hun levede et liv, hvor hun læste, lavede strækøvelser, dansede, studerede, læste og lavede flere danseøvelser. Dansen var fuldt ud integreret i hendes hverdag i alt, hvad hun foretog sig.
Spændende oplevelser
Gennem hårdt arbejde opnåede Ruth at have danset sammen med en lang række centrale personer indenfor dans, så som Ygor Youskevitch, Merce Cunningham, Alvin Ailey, Kathryn Ricketts og Mary Overlie.
I Danmark forelskede Ruth sig i Steen Montgomery Andersen. De giftede sig og har siden fået to friske drenge, Stephan og Alexander. Familien har et meget tæt sammenhold, og de snakker om alt. Ruth og Steen er begge flittige og stiller høje krav både til sig selv og deres sønner.
Mødet med Grønland
I 1995 flyttede Ruth til Grønland, hvor hun sammen med sin familie bosatte sig i Ilulissat, da hendes mand fik job som økonomichef i Pilersuisoq. Udfordringen med at flytte til Grønland var tillokkende for den lille familie. Ruth startede som distriktsjordemoder i Ilulissat. Familien blev i Ilulissat i to år, før de flyttede til Sisimiut, hvor de boede i fire år.
Tiden i Ilulissat og Sisimiut gjorde, at Ruth på rigtig mange måder fik et godt indblik i den grønlandske kultur og ligeledes fik lært en del af det grønlandske sprog. Begge egenskaber hun sidenhen har draget stor nytte af.
Nuuk gav nye muligheder
Da familien i 2001 flyttede til Nuuk, åbnede dette nye muligheder for Ruth, hvad angår dansen. Hun arbejdede stadig som jordemoder, men havde et samarbejde med Dida Jensens danseskole, hvor hun kunne videreformidle sin passion for dansen.
Foruden jordemoder har Ruth arbejdet for NAPA, der er Nordens Institut i Grønland. I den forbindelse var hun med til forberedelserne af Arctic Winter Games 2010, der blev afholdt i Canada. I den forbindelse skulle en række unge kunstneriske talenter repræsentere Grønland, og Ruth var ansvarlig for at finde dem.
9
Ung multikunstner
Ruth tog kontakt til skoler over hele Grønland for at høre, om de havde elever med særlige talenter. En skole vendte tilbage til Ruth med den besked, at de havde en elev, der havde lært sig selv at danse præcis som i Riverdance og desuden besad en række andre kunstneriske egenskaber.
Ruth stiftede bekendtskab med drengen Hans Henrik Poulsen på kun 14 år i Qeqertarsuaq. Foran et TV med et VHS-bånd med Riverdance lavede han en tro kopi af det to timers show, der kørte foran dem. Foruden det kunne han spille violin og andre instrumenter. Alt sammen noget han havde lært sig selv.
Ruth var imponeret og inviterede Hans 
Henrik til Nuuk for første gang i hans liv. Flere af de øvrige talenter, der var fra Nuuk, havde i et halvt år løbende forberedt sig til AWG. Hans Henrik deltog grundet de geografiske udfordringer først, da der startede intensiv workshop 10 dage kort før AWG.
I den periode boede Hans Henrik hos Ruth og Steen og blev hurtigt en del af familien. Kontakten til familien blev derfor heller ikke afsluttet, da AWG var overstået, og Hans-Henrik var assisterende lærer i ballet, mens han studerede ved Grønlands Nationalteater.
Æblet falder sjældent langt fra stammen
Ruths søn, Alexander, er ligeledes en talentfuld danser. Han fangede interessen, da han var 16 år, hvilket ellers ikke havde været på tale. Ruth aftalte derfor med en koreograf i Norge, at han kunne komme til Norge og få privatlektioner for at se, om det virkelig var noget, han ville. Det var det i høj grad.
I gymnasietiden kom Alexander i sommerferierne på danseskole i Norge, og da gymnasiet sluttede, fik han et stipendium til Norges bedste danseakademi Bårdar. Han afsluttede denne uddannelse i 2011 og kan nu kalde sig professionel danser.
Han er efterfølgende vendt tilbage til Nuuk, hvor han har været med i en lang række både teater- og danseforestillinger og i dag arbejder som freelance danser og performer i Grønland og Europa, samt som danselærer.
11
Egen virksomhed
Allerede i Sisimiut stiftede Ruth sin egen virksomhed, Qiajuk Production. En konsulentvirksomhed, hvor hun deltog i en lang række produktioner som idemager, koreograf og andre lignende opgaver. Produktionerne har både været af kulturel karakter og informations- eller undervisningsrelaterede.
Ligeledes har Ruth været tovholder eller idemand bag en række kulturelle tiltag i Grønland primært til glæde for de unge. En målgruppe, der står Ruths hjerte meget nær.
I 2013 slog hun dørene op for hendes egen danseskole i Nuuk, Qiajuk Studios. Dette projekt har været længe undervejs, 
for Ruth er ikke en kvinde, der går på kompromis. I lang tid har hun søgt efter et egnet lokale og dygtige undervisere. Endelig i 2013 lykkedes det hende, og danseskolen underviser i dag i både ballet, hip hop, moderne dans og jazz dans.
Optrædende elever
Ved særlige lejligheder optræder eleverne med deres danse, og hvert år afholder Qiajuk Studios et show i Katuaq, hvor publikum kan se, hvad eleverne har lært.
I 2016 er Grønland vært for Arctic Winter Games, der skal afholdes i Nuuk. Her er Ruth ansat som leder for de mange kulturbegivenheder, der kommer til at være i forbindelse med Grønlands værtskab. Med hendes store engagement er der ingen tvivl om, at Grønland kulturelt bliver repræsenteret på bedste vis.
Fremtiden bringer sikkert også meget andet fra Ruth Montgomery-Andersen og hendes elever, da hun forhåbentlig forsat vil præge generationer af dansere i Grønland.