Virksomhedernes sociale ansvar gør Grønland mere konkurrencedygtig
Går det Grønland godt, går det erhvervslivet godt. Og omvendt. Socialminister Maliina Abelsen er glad for virksomhedernes sociale initiativ.
Tekst: Stine Dudda, Foto: Leiff Josefsen, Marts 2011
Socialminister Maliina Abelsen sidder med mange af Grønlands store udfordringer som sit arbejdsområde. Hun hilser derfor virksomhedernes samfundsansvar velkommen.
– Ved lanceringen af CSR Greenland i oktober kunne man læse i programmet, at virksomheder ikke kun eksisterer for egen vindings skyld. De må også give mening i samfundet. Det er et positivt udsagn, der vidner om en sund erkendelse i grønlandsk erhvervsliv, siger ministeren.
Særlige udfordringer
– Vores bosætningsmønster i Grønland er en stor udfordring på mange områder. Socialpolitisk kan et samarbejde med virksomheder, NGO’er og andre relevante aktører bidrage til, at vi kan nå flere borgere og styrke sammenhængen i de sociale indsatser.
Uddannelse en udfordring
En stor andel af unge, der i dag forlader folkeskolen, går ikke i gang med en uddannelse, siger ministeren.
– Det er en stor samfundsmæssig udfordring, da en veluddannet arbejdsstyrke er afgørende for den økonomiske vækst i vores samfund og en forudsætning for, at der i fremtiden bliver råd til at finansiere det velfærdssamfund, vi kender i dag.
Praktikpladser og fleksjob
CSR kan medvirke til flere elev- og praktikpladser til unge, ligesom CSR generelt kan medvirke til at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor socialt udsatte kan få mulighed for at finde stabilt fodfæste. Eksempelvis kan virksomhederne bidrage med bedre muligheder for fleksjobs til førtidspensionister.
Tæt kontakt til medarbejderne
– En af fordelene ved at samarbejde med virksomhederne på det sociale område er, at virksomhederne ofte har en personlig og fortrolig kontakt til deres medarbejdere. Det skaber forudsætninger for at gribe ind i forhold til sociale problemer, inden de udvikler sig. Virksomheder kan også skabe en helt anden motivation og et andet engagement, end det offentlige kan.
Tag ansvar
– Det er forudsætning for en bæredygtig udvikling i samfundet, at alle tager ansvar. Jeg tænker blandt andet i forhold til det sociale område, klima, miljø og uddannelse. Erhvervslivet og det øvrige samfund er jo gensidigt afhængige af hinanden.
Samspil
– Går det godt i samfundet, går det også bedre i virksomhederne – og omvendt. Virksomheder og samfundet er ikke to uafhængige størrelser. Tværtimod fungerer de i et samspil, hvor begge parter får mest ud af det, hvis de tager hensyn og viser ansvarlighed for hinanden. Det betyder i sidste ende også, at vi bliver mere konkurrencedygtige som land.
Se mere