Hundeslædekulturen er en del af Tupaarnaq Kreutzmann Kleists DNA. En af de tidligste erindringer, Tupaarnaq har om slædehunde, er fra hendes barndomsår i Sisimiut. Som toårig løb hun frygtløs hen til fremmede hunde i lænker og stod kun lige nøjagtigt så langt fra dem, at de ikke kunne nå hende. Moderen har fortalt hende, hvor bange hun blev for, at de fremmede hunde skulle overfalde hende.
Tekst: Manumina Lund Jensen
Hun er født og opvokset i den vestgrønlandske by Sisimiut, som ligger lige nord for polarcirklen. Hun er det mellemste barn i en søskendeflok på tre og har et tæt forhold til sine brødre. Bedsteforældrene Anguteeraq og syerske Pauline (f. Lennert) Kreutzmann var en stor og betydelig del af hendes barndom. Aanaa (bedstemor) Pauline var familiens matriark, og hendes ord var lov. Aataa (bedstefar) var uddannet skibstømrer på værftet i Sisimiut og ejede en fiskekutter med Tupaarnaqs far Poul.
Der blev lagt stor vægt på de grønlandske værdier og jagttraditioner i familien, og som fireårig skød Tupaarnaq sit første rensdyr med egen riffel. Om vinteren tog hele familien på lange jagtture med hundeslæde og fiskede om sommeren. Der var dog særligt én dag, hvor aataa sagde, at man ikke måtte køre på hundeslæde, ellers ville det få konsekvenser og betyde et dårligt varsel. Dagen var langfredag, og de gange hvor de alligevel var taget på slædetur denne dag, er der efterfølgende sket ulykker. Derfor følger familien aataas ord stadig den dag i dag.
Minder om hundene
En ting som altid har fyldt meget, siden hun var helt lille, var hendes hunde. De stod bundet ikke så langt fra hendes barndomshjem. Hver dag gik hun sammen med sin far Poul og sine brødre Aqqalu og Ulloriaq ned til hundene for at fodre dem eller hilse på dem. Det var børnenes opgave at være med til at fodre hundene. Hundene fik alt, hvad familien fik at spise: fisk, rensdyr, moskusokse, sælkød osv. Hvalpene fik familiens rester, så de altid var store og sunde.
Familien Kreutzmann lod også hundene mærke, at det var jul, og de fik noget ekstra godt at spise juleaften.
Tupaarnaqs hunde var kendetegnede ved, at de alle havde hvide halespidser. Hendes far gav hundene grønlandske navne, og de var ofte opkaldt efter deres kendetegn, såsom: Siutequt (ørevarmer), Qungasequt (halstørklæde), Sequssuna (æggeblomme) og Milalik (plettet). Da Tupaarnaq og hendes brødre begyndte at opkalde hundene, fik hundene mere komiske navne som f.eks. Egon fra Olsen banden. Hundene fik deres navne, så snart de blev født
Slædehunde er glade for at trække slæder og være ude i den dejlige natur. Allerede som seksårig kunne Tupaarnaq selv spænde et par af hundene for slæden og tage på spontane hundeslædeture, særligt på de dage hun ikke havde lyst til at gå i skole.
I barndomshjemmet var det Tupaarnaqs far, der var den strenge autoritet i hundeflokken og sørgede for, at hundene lystrede, mens hun var den impulsive, som legede med hundene og gav dem masser af kærlighed og kram.
»Forestil dig 15 hunde, som er stjerneglade for at se en. Forestil dig, hvor meget glæde det giver. At have hund var en tryghed, de gav mig tryghed, og man kunne altid stole på dem«, forklarer Tupaarnaq og fortæller om sin yndlingshund Arnaq (dame).
Arnaq var tæven i flokken. Hun blev 11 år, hvilket er en høj alder for en slædehund, og fødte mange gode og flotte hvalpe. Arnaq og hvalpene boede lige udenfor huset i et hundehus. Hun var helt snehvid, en af de mindste i flokken, men det var hende, der var herskeren sammen med basen – førerhannen.
I et hundespand er der et hierarki, som hundene selv skaber og tilpasser sig efter. Nogle gange er det nødvendigt at aflive en god hund, når den bliver gammel og ryger ned i hierarkiet. Da mister den livsglæden og bliver deprimeret. Derfor blev Arnaq i sidste ende også aflivet, da dette skete for hende. »Den dag jeg mistede hende glemmer jeg aldrig«.
Traditioner og oplevelser med hundene
Tupaarnaqs hunde har altid været brugt til transport til indlandet – en tur, som kunne vare i flere uger, hvor de boede i jagthytter og gik på jagt efter moskusokser og rensdyr. Hun har også oplevet, at hendes lillebror, Ulloriaq, og hende dannede hold, når der var hundeslædevæddeløb i Sisimiut. Hun har dog aldrig været bidt af hundeslædevæddeløb, som hun mener, er en tradition, der stammer udefra.
Nogle gange kunne man tage sig en lur under en slædetur. Men som barn var det kedeligste, der kunne ske, at man faldt af og selv skulle indhente hundeslæden, hvilket kunne være ret anstrengende. Tupaarnaq fortæller med et glimt i øjet om en slædetur, der endte anderledes. »En gang har jeg også som ung oplevet at blive efterladt af hundene ude i naturen og de er taget alene hjem.«
Tupaarnaqs aataa havde slædehunde og gav sin viden og kundskaber videre til de af sine efterkommere, som var interesserede. Han var også en dygtig slædebygger, og han har lavet Kronprins Frederiks hundepisk, som Kronprinsen brugte i Qaanaaq. Kronprinsen har senere fortalt Tupaarnaq, at pisken hænger i hans hjem. Det er et unikt stykke håndværk, som kræver viden og erfaring at bruge.
Tupaarnaq beretter, at familien bar isbjørneskindsbukser, når de var på slædeture. Det er svært at få fat i isbjørneskind, og de begyndte derfor at bruge deres afdøde slædehundes skind som skindbukser. Tupaarnaqs mor, Eva, er dygtig til håndarbejde og syer selv hundeskindsbukser. På den måde kan de genkende deres egne skindbukser og mindes hundene. Det får Tupaarnaq til at smile og huske på en helt særlig slædetur med familien. Dengang var hendes lillebror Ulloriaq blot fem dage gammel og lå i en voksipose som moderen Eva havde syet med hareskind på indersiden. Det er et kært minde, og voksiposen er siden da gået i arv i Kreutzmann familien.
Den kommende generation
Tupaarnaq mener, at der er sket en ændring med hundespandet, fra hun var barn til nu, hvor hun er voksen. I dag har Ulloriaq overtaget familiens hunde i Sisimiut, som han lever og ånder for. De er blandt de største hunde i Sisimiut, og de er meget velopdragne. Når de får serveret mad foran dem, så venter de altid først på, at der bliver sagt takanna (værsgo), før de æder.
Det er ikke kun hunde, der har fyldt meget i Tupaarnaqs barndom. Siden hun var ung teenager, har hun dyrket ekstremsport, såsom heliskiing, vandski, vandscooter og faldskærmsudspring. Hendes flotte sportsresultater og frygtløshed har banet vejen for, at hun har været udtaget til OL og deltaget i junior OL i skiløb. Hun har haft brækket ryggen, hofte og har fem skruer i knæet. Heldigvis har ingen af skaderne medført varige mén, og i dag venter Tupaarnaq barn med sin elskede mand. Ifølge Tupaarnaq er det den grønlandske kost med masser af fisk og sælspæk, der årsagen til hendes gode helbred.
Tupaarnaq er gift med en fåreholder fra Sydgrønland, Aaqqioq Kleist, og de har bosat sig i Sydgrønland. Slædehundene er udskiftet med fårehunde, og jagtbyttet er byttet ud med lam og får. Der holdes ikke slædehunde i Sydgrønland, men hun vil dog alligevel gøre en indsats for, at hendes søn får indblik i den verden, som hun voksede op i. Tupaarnaq glæder sig til, at Ulloriaq skal vise sin nevø den magiske verden af hundeslædekultur og den fantastiske grønlandske slædehund.
