SUSANNE JENSEN – En maler med en mission

SusanneJ630-250

En maler med en mission

Tekst og foto: Mads Nordlund, greenland today marts 2011
Malerværkstedet
I det gamle gartneri i Nuuk finder man malerværkstedet Iluliaq fyldt med malerpensler, lærreder og staffelier, og udsigt til både fjelde og fjorden.
Her finder man Susanne Jensens malerier til salg mellem blomster og planter.
Hjem
Iluliaq drives af Susanne, der blev født i Holbæk, af en dansk mor og grønlandsk far. Tre måneder gammel flyttede hun og familien til Nuuk, derefter Sisimiut, hvor hun fyldte seks år, før de rejste tilbage til Holbæk.
Som 12 årig kom Susanne Jensen til Nuuk igen og har boet der siden.
– Det er her, jeg kan mærke, jeg er hjemme, har min historie, det meste familie og vennekredsen, siger hun.
Børn
Før hun begyndte som maler, arbejdede hun med udsatte børn med problemer i 12 år, og senere som leder af Grønlandsflys børnehave i tilsvarende 12 år. Hun begyndte at male for syv år siden.
– Jeg blev inspireret, da jeg mødte kunstneren Gitte Clausen, forklarer hun.
312-hval 312-linedanser
Salg
Maleriet er en kombination af en personlig proces og et produkt, som kan deles med andre mennesker.
– Det var grænseoverskridende at sælge mit første maleri. Men maleriet blev et værktøj for min personlige udvikling, og det endte med at jeg droppede mit arbejde og uddannede mig til kunstterapeut.
Giv det videre
– Jeg brænder for billedkunsten og har sammen med Lisbeth Lings og Ida Tullin startet en billedkunstskole for børn »Iluaaraq«, og vil også åbne værksteder for forældre med børn.
-Min ambition er ikke at blive kendt maler, men at det skal være sjovt og give en tilfredsstillelse, siger hun.
Familie og netværk
– Af og til tager jeg alene ind i fjorden og maler i 14 dage. Jeg nyder disse stille stunder i den hytte, vores familie har i Qoornoq.
– Jeg synes, det vigtigste her i livet er at have en god familie og et godt netværk.
Susannes klienter er børn og unge, som har brug for hjælp, og som måske ikke kan sætte ord på deres oplevelser.
– Gennem maleriet får vi taget hul på ting, som man efterfølgende kan snakke om og bearbejde, forklarer Susanne Jensen.
Vision
– Jeg ønsker at skabe et frirum, hvor det som det enkelte menneske byder ind med, er godt nok. Hvor selvværdet kan vokse og bryde den sociale arv.
– Være med til at slå janteloven ihjel, og styrke den nationale stolthed indefra, slutter hun.
Fakta
Født 1958, Holbæk Danmark
Gift med Cuno Jensen
Mor til Line, Ivik og Mira
Mormor til Minik
Uddannet pædagog og kunstterapeut
 
312-and 312-Klovn
 
Læs hele artiklen fra bladet her SusanneJ_dk