På turne med hjertet i Grønland
Kimmernaq har udgivet sit andet soloalbum med titlen »Uani«- Herinde
Fra greenland today juli 2013, Tekst: Karina Møller,
Foto: Lars Wittendorff, Angu Motzfeldt & privat
Den 33 årige sangerinde Kimmernaq Kjeldsen prioriterer at synge på grønlandsk, men taler både dansk, grønlandsk og engelsk flydende.
– Jeg synes, at det er mest interessant, når folk kommer med noget fra deres egen kultur.
– Engelsksproget popmusik har verden nok af, siger hun med et smil.
Inspiration
– Jeg er mest inspireret af den musikalske ånd fra min hjemby Aasiaat. Der er så meget god musik derfra, og jeg er især stor fan af Ole Kristiansen, Daani Lynge, Inneruulat med flere. Og ikke mindst, Pilu Lynge, der skrev sangene til mit første album.
– Af udenlandsk musik har jeg siden teenagealderen været fan af rock og grunge og har lyttet meget til Radiohead, Pearl Jam, Kent, Kashmir, Mew m. fl. (Grunge er en musikgenre inden for alternativ rock inspireret af blandt andet heavy metal og Indie/red.)
Dub elektronica
– Mest af alt elsker jeg electronica/trip hop musik (electronica i langsomt tempo), som musikerne Massive attack, Austra, Mikael Simpson, The Knife, Trentemøller og Portishead spiller. Beth Gibbons, som er forsanger i Portishead, er nok et af mine største idoler.
– Lige nu er jeg meget til Dub/elektronica. Jeg har en drøm om selv at udgive en fed elektronica plade engang mixet med fede lyde, der kendetegner vores kultur, fortæller Kimmernaq.
Hjertet i Grønland
Kimmernaq er født og opvokset i Aasiaat.
Det at rejse har Kimmernaq ikke fra fremmede, da hendes familie altid har prioriteret at rejse rundt i verden, men der er ikke tvivl om, at »hjemme« er Grønland.
– At vokse op i Grønland er i mine øjne trygt, rart, sjovt og masser af udendørsleg og frihed.
– Mine forældre har altid sørget godt for os. Jeg er meget taknemmelig for, at de har lært mig at tage ansvar.
Fleksible
– Der er så mange dejlige ting ved det at leve i Grønland i det hele taget. Her er ro, venlighed, åbenhed, venner, familie, osv. Vi behøver ikke at lave aftaler på forhånd, men kan bare dukke op hos hinanden. Det er fantastisk.
– Vi grønlændere er meget fleksible. Jeg tror, vi blandt andet har det fra vejret. Vi lever jo med den fantastiske og kæmpe natur lige udenfor døren. Vejret skifter hurtigt, og så handler det om at tilpasse sig, fortæller Kimmernaq.
Musik udgivelser
– Min første udgivelse »Tunissut« er en gave fra min barndomsveninde Pilu Lynge. Hun spurgte mig, om jeg havde lyst til at udgive nogle sange, hun havde skrevet.
– Pilu er en fantastisk dygtig poet og sangskriver. Da vi er barndomsveninder, har jeg nemt ved at sætte mig ind i hendes univers. Jeg er evig taknemmelig for, at hun har gav mig den mulighed.
Kimmernaq har derudover medvirket på en del andre udgivelser.
Ny musik
– Min nye plade »Uani« er komponeret af Frederik Elsner, kendt fra det berømte grønlandske rockband »Nanook«.
– Frederik har en fed stil og er en meget dygtig musiker. Han har skrevet sangene med respekt for min første udgivelse, og jeg synes, vi har ramt meget godt med krydderier af det gamle, hans eget og mit.
– På denne plade har jeg været mere med ind over arbejdet, og det har givet mig mere mod på at lave mine helt egne produktioner engang.
Tulugaq og fremtiden
Kimmernaq har været på turne i Canada med forestillingen »Tuluaq« (Ravnen/red.), en produktion, der inkluderer eminente sangere og skuespillere fra Grønland og Canada, heriblandt også Kimmernaqs kæreste Mike Fencker Thomsen.
– Det at være sammen med vores frænder er ligesom at finde en familie, du ikke vidste, du havde. Vi har jo alt tilfælles; sprog, humor, traditioner, historier med mere, fortæller Kimmernaq.
– Jeg vil gerne bo i Canada et stykke tid. Det er inspirerende, at der alene i Toronto bor omkring 120 nationaliteter, der formår at leve side om side.
Følg din drøm
– Jeg føler virkelig nu, at jeg lever mine drømme fuldt ud med sang og musik. I Grønland er det svært at leve af sin musik, så 98% af musikere har et andet job, men heldigvis er der også nogle arbejdsgivere, som har lyst til at støtte deres ansatte, så de kan fortsætte med at lave musik.
– Jeg har aldrig været så lykkelig i mit liv, og jeg håber virkelig for alle, at de følger deres drømme. Det kræver mod, og det har taget mig mange år at samle mod til det. Det er virkelig det hele værd.
Alle mennesker fortjener at være lykkelige, slutter Kimmernaq.
Kimmernaqs udgivelser kan findes på
Eksempel
Kimmernaq, Uani
CD, 10 sange på grønlandsk, 145 DKK
»Få en smagsprøve på grønlandsk kultur med moderne følsom musik«
Læs hele artiklen fra bladet her Kimmernaq_DK