ELLA GRØDEM

18

Sport – er en stor del af mit liv

Ella Grødem nyder friheden ved ikke længere at spille håndbold på topplan og dyrker derfor »kun« sport fem-seks gange om ugen. 
Tekst: greenland today. JULI 2011
33 årige Ella Grødem fortæller med stolthed, at hun er grønlænder. Født i Nuuk af journalist Anso Grødem som mor, og Kristen Grødem fra Norge, tidligere pilot, som far.
  Vi interviewer Ella i København, hvor hun er flyttet til på grund af sit arbejde.
Arbejde
Ella arbejder for Grønlands Turistråd med markedsføring af Grønland som turistdestination. Hun er en af folkene bag hjemmesiden www.greenland.com.
  Grønland skal opleves med egne øjne. Vi har med en meget visuel og ærlig præsentation af Grønland givet en smagsprøve på hvad Grønland kan tilbyde.
  Det spændende ved arbejdet er produktet; nemlig Grønland – og fortælle verden om hvad Grønland har at tilbyde. Dette er jeg meget taknemmelig over!
Håndboldpige
Siden Ella var 10 år – og indtil for nogle få år siden – har hun spillet håndbold.
  Jeg startede i klubben NÛK i Nuuk og flyttede senere til Danmark, hvor jeg bl.a. spillede i Odense Håndbold, Horsens HK og KIF Kolding på liganiveau, fortæller hun. At hun derudover spillede for det grønlandske kvindelandshold, endda som anfører, er hun åbenbart for beskeden til at fortælle, så det må vi selv researche os frem til.
Uddannelse
Ella er uddannet cand.ling.merc og tog en del af studiet i Frankrig.
  Jeg vil anbefale andre at rejse til udlandet i forbindelse med studiet. Det giver en ekstra dimension foruden de sproglige fordele. Man får en indsigt i en anden kultur og arbejdsmoral.
Et liv med sport
Jeg dyrker sport op til seks gange om ugen. Jeg er ikke fanatisk med træningen, men kan godt lide at være i form og at være aktiv.
  En skulderskade endte håndboldkarrieren i 2006, men da sport altid har været en stor del af Ellas liv, træner hun stadig både løb, styrketræning, fitness og er begyndt at ro i kajak. Desuden tager hun på vandre- og klatreture i bjergene.
  Hvor det før var i sportshallen jeg dyrkede sport – er det nu i udendørs. Jeg elsker at være i naturen, især nær havet, eller i bjergene langt væk fra mobildækning og »træk-og-slip«. Det gør ikke noget, om det er lidt grænseoverskridende indimellem.
  At ro kajak i Grønland er en helt unik oplevelse. Stilheden, lyset, det spejlblanke hav, fjordene og isbjergene gør det til en helt speciel oplevelse. Jeg har rejst mange steder med storslået natur, men få steder finder du den uberørthed og den ro, som du får i Grønland.
19 20 21
Kajak
At sidde i en kajak er en fed fornemmelse, fordi man virkelig mærker vand, vind og vejr. Man er lille og lidt »sårbar« i en kajak, du mærker og skal reagere på hver en lille bølge eller vindstød. Det er en fantastisk oplevelse at sejle en tur i stille og solrigt vejr, men jeg synes, det er lige så fascinerende at sejle i silende regnvejr – fordi man føler sig i ét med naturen.
  At ro på Kajak giver mig ro og fred, tid til at reflektere eller »koble fra«, hvis det er det, jeg har brug for, og en kajaktur kan virke enormt afstressende.
  Jeg har allerede nu haft rigtig mange gode oplevelser. Jeg har roet blandt havskildpadder på Hawaii, i øhavet ud for Seattle, og i et hyggeligt Luciaoptog med lys på kajakkerne en mørk december aften i Københavns kanaler.
  Jeg har været heldig at prøve at ro i en rigtig grønlandsk kajak, som er en helt anden og mere autentisk oplevelse end at ro i havkajakker af plastik og glasfiber.
  En stor oplevelse var en sejltur i Nuuk ved solopgang. Vi sejlede langs kysten. Der var helt stille, ikke et menneske eller en båd at spotte. Havet var spejlblankt, og der var et helt fantastisk lys fra solen, som tittede frem.
  Jeg kan ikke andet end at være dybt imponeret over vore forfædres evner i en kajak, for her var ikke tale om rekreativt kajaksejlads, når vejret var godt, men om et livsnødvendigt jagtredskab, som blev brugt til fangst i det iskolde arktiske hav. Det sætter tingene i perspektiv!
Teknik
Som nybegynder føles det som om, at kajakken kan tippe hvert øjeblik – heldigvis har jeg aldrig haft nogle ubehagelige oplevelser.
Jeg har intet imod at være under vand, tværtimod synes jeg det er rigtig sjovt at ligge og lege og øve teknikker. Resultatet har været, at jeg indimellem er endt med bunden i vejret.
Kajakvending
Jeg har lært at lave en grønlændervending i kajak. Med en dygtig læremester og en grundig gennemgang af de forskellige teknikker i et rul, gik der ikke lang tid, inden jeg havde lavet mine første rul.
  Man skal føle sig tryg i vandet for at kunne lave et rul, og ikke være bange for at få hovedet under vandet. Dernæst kræver det teknik og timing mere end råstyrke.
Jeg kan kun anbefale andre at prøve kajak!
Kulturelle forskelle
Jeg savner familien i den grad! Min familie betyder alt, og det kan være frygtelig hårdt at være så langt væk fra dem. At jeg er blevet moster og faster gør det ikke lettere. Med tiden vil jeg også gerne flytte hjem til Grønland, så jeg kan være tættere på dem til hverdag. Det glæder jeg mig til!
Fremtiden
Jeg har drømme jobbet nu. Jeg arbejder med international kommunikation og markedsføring, som jeg uddannede mig indenfor. Samtidig brænder jeg for at arbejde med Grønland. Det betyder ikke, at jeg skal være i mit nuværende job resten af mit liv, men jeg ved, at Grønland altid vil trække i mig.
FAKTA
Ella Grødem
33 år, født i Nuuk 28. juni 1977
Stjernetegn Krebs
Bor i København
Livretter er alt godt fra havet og »mors mad«, grydestegte ryper, rensdyrsteg, fiskefrikadeller med råkostsalat, kartofler og persille sovs.
Favoritmusik er Laleh, Melissa Horn, Sarah McLachlan, Nanook, Simon Lynge, Julie, Oh Land, Agnes Obel, Fallulah, L.O.C.
Taler dansk, engelsk, fransk og lidt norsk
Eksempel på Ellas træningsuge
Mandag: Ca. to timer kajak, når sæson og vejr er til det.
Tirsdag: En times fitness eller styrketræning.
Onsdag: Fri.
Torsdag: En times zumba + øvelser.
Fredag: Løb + styrketræning.
Lørdag: En times zumba* eller løb + gymnastik øvelser.
Søndag: Evt. længere gå-, cykel- eller kajaktur
Trænings Tips
Træn med andre, så er det lettere at komme af sted, når det kniber med at få træningsskoene på.
Træn udenfor i naturen. Udover den fysiske træning får du masser af frisk luft, sollys og en dejlig træthed om aftenen.
Husk, at du kan mere, end du umiddelbart lige tror!