Vil du vide mere om dig selv,må du vandre alene

peroni-01

Dette var, hvad Robert Peroni ville, da han ankom til Tasiilaq i Østgrønland, hvor han efterfølgende har boet i over 20 år. Han har nedskrevet sin livsrejse i bogen »Kulde, vind og frihed«, som der er taget udgangspunkt i her.

Tekst: Sabine Barth, Foto: Moreno Bartoletti

Da jeg første gang lærte Robert Peroni at kende i Sisimut i 1984, var han den eventyrlystne, for hvem intet bjerg var for højt, ingen ørken for varm og intet uvejr for slemt. Han havde rejst i nordvestdelen af Grønland med en gruppe venner, hvortil han året forinden var ankommet ved at krydse indlandsisen på en 90-dages vandring. Tre sydtyrolere gik i året 1983 ud på denne spektakulære ekspedition. Kun udstyret med slæder, som de trak bag sig, lagde de over 1400 kilometer bag sig.

Jeg havde læst om det, og jeg husker billederne i verdens største aviser. Som han nu stod der, virkede denne mand nærmest lidt tilbageholdende, trods sin høje statur, flotte solbrændte hud og mørke lange hår.

Dette møde skabte fundamentet for et mangeårigt venskab. I 80’erne oplevede jeg Robert Peroni som en person med et tårnhøjt engagement. Han kørte tusindevis af kilometer rundt i Europa for at finde sponsorer til flere ture og var indbudt til diverse seminarer, for dengang var trænerseminarer for ekstremsportsudøvere og globetrottere blevet meget moderne, for så igen at tage på ugelange ophold i Grønland.

peroni-04

Tasiilaq
Det var helt tydeligt, at han søgte efter livsbekræftelse. Denne mening med livet fandt han i Tasiilaq, og undertitlen på hans bog lyder da også: »Hvordan inuitfolket lærte mig meningen med livet«.

Den i dag 70-årige Peroni formidler dette møde meget poetisk: »Jeg var fascineret af dette folk. Et folk, som jeg kun med min største umage forstod, men som berørte mig dybt ind i sjælen med deres blidhed.« Det er denne blidhed og deres frie og enkle livsform, som fascinerede ham så dybt.

På samme tid beskriver han tillige problemerne i landet, specielt på østkysten. Han nævner ofte europæernes indflydelse på inuit-folket, et verdensomspændende problem: »Det hvide folks ikke sjældent brutale udryddelse af de indfødtes leverum«, som han beskriver det. I Grønland var det især missionærer og danske handelsmænd, som i begyndelsen af det 18. århundrede var skyld i massive livsforandringer for grønlænderne. I øst foregik denne proces først godt 150 år senere. Det største indgreb på Grønland var industrialiseringen med fiskefabrikker etableret af Danmark i 50’erne og 60’erne. Mange bygder blev tømt og indbyggerne ofte tvangsflyttet til større beboelsesområder.

De næste sociale forandringer skete i 1970’erne og 80’erne med kampagner fra WWF og Greenpeace mod sælfangst. Bevæggrunden for kampagnerne var de brutale metoder, der blev anvendt til sælfangst i Canada. Disse kampagner gik hårdt ud over inuit-folkenes indtjeningskilde og mærkes den dag i dag. Priserne på sælskind sank gevaldigt, og situationen skærpedes endnu mere til ved EUs forbud mod import af sælskind, hvor Grønland dog i dag har en undtagelse.

Fangerne i Østgrønland (og Nordgrønland) har lige siden kæmpet for deres overlevelse, skriver han i bogen.

Arbejdsløsheden på Østkysten er højere end landsgennemsnittet, og familierne lever ofte af offentlige sociale ydelser.

Omkring 3500 mennesker lever i Østgrønland, heraf 2000 i Tasiilaq, som er den centrale by i regionen. Her findes en skole, et sygehus, et kommunekontor og de fornødne indkøbsmuligheder, men for yderligere at uddanne sig må de unge flytte fra deres familier. Dette er yderligere et problem, da folk her taler deres eget sprog.

I kommunen er alkoholisme et udbredt problem, og der er mange tilfælde af forsømte og misbrugte børn. Et yderligere frygtindgydende tal er de hyppige selvmord, især blandt unge mennesker. Den dag i dag er Robert Peroni stadig dybt optaget af disse problematikker, og for at hjælpe købte han »Det Røde Hus«.

peroni-05

Mødested for eventyrlystne
I løbet af årene er det lille hus og mødested for indbyggerne blevet til et hostel, hvor mange af indbyggere fra de omkringliggende bygder og Tasiilaq har arbejdet. Peroni har skabt turisme med nærvær for folk med et mål om at se og opleve Østgrønlands skønhed og samtidig med mulighed for at lære inuitterne at kende.

Robert Peroni har i mange år tilbudt interessante ture sammen med fangerne fra kommunen. Hans mål er at skabe ansvarsbevidst turisme med og for befolkningen. Det Røde Hus er ikke kun et hyggeligt overnatningssted for rejsene men i særdeleshed et mødested. Her har mange overnattet, når der ikke var ro hjemme, og til gengæld ydet en indsats i køkkenet eller med rengøringen. Robert har også en stor samling af kamikker. De er købt for at støtte folk i dårlige tider, og så kommer folk og låner dem til festlige lejligheder.

Mange medarbejdere er inuitter, og forståelsesvanskeligheder afhjælpes effektivt efter den første fælles bådtur eller jagtudflugt. Her får man information om livet på østkysten, og her kan man melde sig til alle slags ture, lige fra bjergbestigning til udflugter på indlandsisen. »Det Røde Hus« hører til verdens 12 »No limits centre«, som tilbyder ekstremture med professionelle guider.

peroni-03

Personlig bog
Robert Peroni har ikke kun lært den grønlandske natur at kende som fortryllende, men også som fjendtlig og frygtindgydende. De isnende vinterstorme kan gøre enhver kort gåtur til en udfordring. Dette oplevede han på sin sidste planlagte ekspedition, en vandretur på vinterisen, hvilket han beskriver som et smerteligt nederlag.

Alt dette erfarer læseren i en meget personlig bog. Et værk, som man sagtens kan betegne som en livsbekendelse. Specielt fascinationen for shamanismen, troen på at mennesker og natur kun kan eksistere i harmoni og med hinanden, at man ikke tilfældigt skal slå dyr ihjel, men kun skal dræbe efter behov for at have nok at spise.

Denne nøjsomhed og reduktion til det væsentligste, erkendelsen af, at alt har en iboende sjæl, har Robert Peroni integreret i sit liv. På hans vej til denne erkendelse har inuit-folket fulgt ham, og han har endda lært deres sprog. Han føler sig meget forbundet til østgrønlænderne, som han identificerer sig med. Ligesom de følte han sig i 1980’erne: »til tider forsvundet mens vi vandrer gennem en dyb dal«. Denne identifikation fører også til en meget negativ bedømmelse af moderne leverum og livsformer i Grønland og en idealisering af det enkle liv.

Så længe Peroni holder sig til sin person- og sindsfortolkning, er dette en fantastisk bog med interessante tanker.

Det er dog svært at følge hans syn på inuit-folket og deres fremtid. Han fortolker dem på en lidt gammeldags faderlig, protektionistisk måde, der ikke lader dem fremstå som ligeværdige.

Med betegnelsen »inuit-folket« synes han til tider at skære alle over én kam. Her må jeg ytre min uenighed. Netop de unge grønlændere har jeg ved talrige lejligheder lært at kende som meget engagerede, åbne, optimistiske og målrettede i forhold til at arbejde for landets fremtid.

peroni-06

En invitation
Grønlænderne konfronterer forandringerne uden at glemme deres rødder. Peroni formidler for eksempel, at den traditionelle trommedans kun opføres på grund af turisterne. Dette kan i mange tilfælde være korrekt, men der bliver stadig undervist i dansen, ikke kun i Østgrønland, også i Norden og i Vesten. Musikken lever i øvrigt videre i landets rock- og popmusik, og der fortælles stadig gerne historier, i dag ofte i trykt form.

Robert Peroni afslutter sine betragtninger, sin livsrejse, i et yderst pessimistisk syn på inuit-folket: »Jeg tror, at enden er nær, for dette folk uddør. Dette er slutningen.« Her drejer det sig naturligvis om hans personlige syn.

Der eksisterer dog også positive og mere realistiske syn. »Inuit-folket har i årtusinder tilpasset sig forholdene og vil forsat gøre dette«, sagde Aqqaluk Lynge, tidligere præsident i ICC.

Lad os opfatte bogen som en invitation til at rejse til Østgrønland og lære menneskene at kende. At være rejsende med et åbent sind, der lader fordomme om sæljagt og grønlændere blive hjemme. Således kan vi medvirke til, at »inuit-folket« – grønlænderne – ikke forsvinder.

Se mere
www.the-red-house.com

OMSLAG_25   Læs artiklen på side 68-70

peroni-07