Tvillinger med dans i blodet

dans-tvillinger

Først var det breakdance, siden er repertoiret udvidet til jazz, moderne dans, musical og hiphop. Dans er en stor del af Salik og Maliks liv

Tekst: Pia C. Bang, greenland today Juli 2016

Salik elsker at spille guitar og klaver og at lave mad. Han er særligt god til pandekager. Malik foretrækker at se film og spille online-spil som Counterstrike med andre unge i forskellige lande og blive bedre til engelsk. Fælles for de 18-årige tvillinger med efternavnet Johansen Olsen er dog den altoverskyggende interesse for dansen.

– Vi kan ikke sidde stille ret længe ad gangen, og når vi keder os lidt, så øver vi også trin og bevægelser. Vi går til dans mindst fire timer om ugen, og når der er opvisninger, øver vi meget mere.

– Det fedeste ved dansen er, når det lykkes at få de svære tricks til at se lette ud, siger Salik.

– Det er en fed fornemmelse at optræde og vise, hvad man kan. Det giver selvtillid, supplerer Malik.

dans-tvillinger-01

Elsker at optræde
Tvillingerne er vokset op i Danmark, Qaqortoq og Nuuk. De startede med at danse i fritidsklubben i Qaqortoq. I Nuuk begyndte de at danse i ungdomsklubben NUIF, og et år på Lunderskov Efterskoles danselinje i Danmark gav mod på flere genrer.

Tilbage i Nuuk blev de hurtigt en del af NUIFs »Ezkimovez Crew« og Qiajuk Studios performance-gruppe. De optræder ofte i forskellige sammenhænge fra stort anlagte danseshows i Katuaq til flashmobs i Nuuk Center og åbningsshowet ved Arctic Winter Games.

Det at danse og optræde er en måde at udtrykke sig på, mener begge brødrene.

– Gennem dansen kan jeg fortælle om mit liv. Jeg kan rigtig godt lide, når man har god kontakt med publikum. Det er også fedt, når man møder børn, der ser op til én, forklarer Malik.

Synger med én stemme
Maliks favorit-genre er den tempo- og energifyldte jazz. For Salik er det især moderne dans, der trækker. Men selv om de har hver deres favorit, så mener de selv, at de bevæger sig meget ens, når de danser.

– Vi er forskellige på mange måder, blandt andet med andre interesser og så videre, men musikalsk, ligner vi hinanden meget. Vi kan godt lide at synge, og når vi går hjem fra fester, har vi en slags ritual med at synge »You raise me up«. Meget højt! Vi lyder meget ens, så det er næsten som én, der synger dobbelt – det er sjovt, siger Salik.

dans-tvillinger-02

Biolog og sygeplejerske
Ligheden mellem dem stopper, når de taler om fremtidige karrieredrømme. De har begge planer om at fortsætte med at danse og udvikle sig ad den vej, men kun Malik nævner dansen som en egentlig uddannelse.

– Efter gymnasiet kunne jeg godt tænke mig at uddanne mig til professionel danser. Senere vil jeg gerne tage en uddannelse som biolog eller noget i den retning og arbejde som forsker, siger Malik.

Salik har ikke gjort sig de store tanker om uddannelsesvalg endnu.

– Jeg kunne forestille mig, at det bliver sygeplejerske eller noget i den retning, slutter Salik.

greeenlandtoday-no-27   Læs artiklen på side 24