SISIMIUT LUFTHAVN

01-sisimiut-lufthavn-630
En dag i Sisimiut Lufthavn
Tekst: Lasse Bak Mejlvang & greenland today. Foto: Lasse Bak Mejlvang, greenland today November 2014
Det regner og blæser ret voldsomt. Ruderne i lufthavnen er dækket af konstant rindende vand. Det slører udsigten, men forhindrer ikke Air Greenland i at lande her tidligt om morgenen i Sisimiut Lufthavn.
– Vi skulle have haft nogle vinduesviskere heroppe, griner Juaannguaq Broberg.
Han arbejder til daglig for Mittarfeqarfiit som AFIS-operatør i lufthavnens kontroltårn og er en vigtig brik for flyenes sikkerhed.
02-sisimiut-lufthavn-312 03-sisimiut-lufthavn-312
Én arbejdsplads – flere funktioner
Sisimiut er med sine ca. 5.500 indbyggere Grønlands næststørste by, og selvom lufthavnen er en af de mindre i Grønland, lander og afgår her i gennemsnit tre fly om dagen.
– Sikkerheden skal være i top, forklarer indsatsleder Peter Lennert. Her i lufthavnen er vi nødt til kunne udføre flere funktioner, ellers hænger tingene ikke sammen.
– Det er vores ansvar, at alt er i orden hernede på landjorden. Vi står for sikkerheden, klargøring af materiale, bagagehåndtering og påfyldning af benzin på flyene. F.eks. er alt personalet uddannet som røgdykkere og fungerer også som brandmænd i lufthavnen. Der er nærmest ikke den opgave, vi ikke kan løse.
04-sisimiut-lufthavn-312 05-sisimiut-lufthavn-312
Blæksprutte
Den lille afgangshal er ved at være fuld, og den næste flyver ankommer snart. I skranken står Air Greenlands Stationsleder Karin Sinclair og tjekker de sidste passagerer ind.
– Du skal være en blæksprutte for at kunne besidde det her job, forklarer hun. Jeg har det overordnede ansvar, men deltager også i indvejning af bagage, check in af de rejsende, sender post med flyene og meget mere. Det kræver alsidighed at arbejde i en lille lufthavn.
– Vejret er utilregneligt og den største udfordring er, når dårligt vejr rammer os. Nogle gange skal flyenes afgang fremrykkes, så passagerene skal før af sted. Det kan betyde, at jeg skal kontakte 30 passagerer via telefon på en halv time. Så er der travlt, smiler hun.
En god dag
Denne dag afgik alle fly til tiden trods heftig regn og kraftige vindstød. Det er blevet sidst på eftermiddagen, og lufthavnen er tom. Personalet har haft en god dag uden forsinkelser eller aflysninger, og de fleste kan holde fri til normal tid.

Grønlands lufthavne
Air Greenland
  < Læs historien i bladet, og se alle billederne. Side 62 – 63
06-sisimiut-lufthavn-630