SIRIUS PATRULJEN

00-sirius

Morten Hilmer var 25 år, da han startede i Sirius i 2005. Som dreng havde han været i Nuuk på ferie et par gange for at besøge et familiemedlem, der arbejdede på Hotel Hans Egede. Desuden havde hans far tidligere arbejdet i Grønland, og hans mor snakkede altid begejstret om Grønland.

Tekst: Mads Nordlund, Foto: Morten Hilmer, greenland today Juli 2015

Derfor legede han allerede som dreng, at han var på Sirius-tur med legetøjsslæde og soldatertøj, og siden han fyldte 14 år, drømte han om en dag at søge optagelse i Slædepatruljen Sirius. Han læste mange bøger om Sirius og håbede at blive en af de få udvalgte.

– Jeg havde en voldsom trang til at få afprøvet mine grænser, hvor man kun var afhængig af sine hænder og sit hoved – uden sikkerhedsline, fortæller Morten Hilmer. Det er under mentalt og fysisk pres, at man oplever, hvad stof man er lavet af.

– Da jeg var færdig med min sergentuddannelse, søgte jeg ind første gang. Jeg havde en kæreste og var måske ikke mentalt klar, så det lykkedes ikke. Så tog jeg en studentereksamen og søgte ind igen. Denne gang var jeg 100% fokuseret, havde trænet mig selv op fysisk, var blevet livredder, løb, svømmede, cyklede, og dyrkede orienteringsløb – så jeg var helt klar, da jeg kom til samtale i 2004.

01-sirius
Velkommen til Daneborg

– Da jeg landede på Daneborg for første gang, var min drøm gået i opfyldelse. Her stod jeg med Grønland foran mine øjne og havde lige fået mit Sirius-mærke, jeg skulle sy på mit tøj.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte »det her er en af de største oplevelser i mit liv«, fordi jeg havde opnået mine drømmes mål. Det var fandeme stort, og alle mulige tanker for igennem mit hoved, om familien og om at være langt væk hjemmefra med masser af frihed og eventyr i vente. Det føltes helt rigtigt.

En standardkontrakt er 26 måneder. Efter det første år har man en uges ferie på Island, hvor man får ordnet tænder med mere. Første år er man som »yngste mand« i lære, andet år er man »ældste mand«. Et gennemtestet system, der sikrer, at man lærer fra en, der har været der. Dermed sikres også, at ingen viden går tabt, men at erfaringerne konstant overdrages til de næste. Systemet sikrer også, at ingen »sidder fast«, men at alle kommer videre bagefter. Efter de to år kan man kun tage ét år mere som enten afløser eller chef.

Daneborg er hovedkontor for Slædepatruljen Sirius. Desuden er der sommerstation på Ella Ø station i Kong Oskars fjord tæt på Mestersvig.

Der er i gennemsnit 50 egnede ansøgere hvert år, men der skal kun bruges seks. Der udtages syv til Sirius forskole, der varer ca. ½ år. Undervejs sorteres den sidste mand fra.

– Det gælder ikke om at kunne tage flest armbøjninger eller om at løbe hurtigst. Det gælder om at finde en dynamisk gruppe, der kan arbejde sammen og har forskellige kompetencer. Der er som regel mange håndværkere imellem, forklarer Morten Hilmer.

På basen er der seks slædehold, hvert bestående af to mand og 12 hunde. Der køres ud på forårstur fra januar til juni og efterårsturen fra november til december. I den ca. fire måneders korte sommer er der travlt. Her sejles og flyves depoter ud, og årets ene skib ankommer med forsyninger.

04-sirius 05-sirius
Vejr og kulde

– Man føler ikke kulden på samme måde i Grønland på grund af den lave luftfugtighed. Lige når man ankommer, føles det koldt, men når man bor der, vænner man sig gradvist til det. Når der var besøg, kom gæsterne i store jakker, mens vi gik i arbejdsskjorter, fortæller Morten og smiler ved mindet.

– Det samme med lyset. Det forsvinder gradvist. Første dag solen ikke står op, tænker man »hold da op«. Jeg synes, det var spændende, og glædede mig til mørketiden og stilheden. Vandet og elvene stopper med at løbe, fordi de fryser til. Fjordene fryser også, så der er ingen bølger eller dønninger, der skvulper mod land. De små fugle flyver sydpå, så fuglesangen forstummer. Kun ravnene overvintrer. Og så kommer et tykt lag sne, der yderligere dæmper det hele.

– Man skal have respekt for vejret. Det er ikke til at spøge med. Uanset udstyr er man færdig, hvis man ikke respekterer vejret. Der kommer enorme storme, der kan vare 4-5 dage. Vi lå engang vejrfast fire dage. Selvom teltet var tøjret til slæden, blev det smadret i stormen, og vi måtte bruge vores reservetelt. I Nordøstgrønland er vejret livsfarligt, hvis man ikke er forberedt og er udstyret til at håndtere det. Så er det lige meget, om du er én eller 1000 km hjemmefra.

– Jeg elskede snestormene, fordi jeg synes, de var fantastiske. Engang skulle jeg tilse mine hunde på Daneborg, da et vindstød smed mig i grøften. Der var kun en meter ned, men jeg mistede orienteringen og gik rundt i blinde. Her var jeg i fare kun 50 meter fra en varm stue. Ved at følge hegnet troede jeg, at jeg kunne komme ind igen, men jeg gik i den forkerte retning. Hvis jeg ikke havde haft hegnet, kunne jeg være faret vild lige ved siden af vore base.

– Det er helt normalt at ligge vejrfast flere dage på grund af storm. Slæde og telt står op mod vinden for at danne en fane af sne bag teltet, så indgangen er fri, og man ikke sner inde. Vækkeuret sættes til hver time, hvor man skal ud og se til hundene, så de ikke »sner nede«. De ligger tøjret til en lang kæde, og hvis en hund har tisset på kæden, kan den fryse fast til underlaget og holde dem nede, hvis der er kraftigt snefald. Så må man ud i stormen og hive kæden fri.

– Et helt specielt fænomen er den varme fønvind. Man kan have kørt hele dagen i minus 25 grader. Pludselig vågner man midt om natten, fordi der er plus 10 grader. Udenfor ligger hundene og koger 
på ryggen, og vi dansede rundt i undertøj og nød det, indtil kulden satte ind igen. En surrealistisk men fed oplevelse. Ellers er det kun »varmt«, når slæden sidder fast op ad en bakke, og man bakser sammen med hundene for at få den fri.
– Den laveste temperatur, jeg har oplevet, var minus 51 grader ved Wulfland. 
Vi kørte lige så stille, for både hundene og vi selv blev meget trætte af kulden. Men vi skulle hjemad og var nødt til at køre i gennemsnit 30 km om dagen.
02-sirius
Firbenede kammerater

Slædehundene er oprindelige grønlandske slædehunde. Gen-variationen er enormt stor, og for at undgå indavl købes hunde fra Ittoqqortoormiit, Ilulissat og Qaanaaq. Dermed har Sirius efterhånden opbygget en meget stærk stamme.

– Hundene betyder alt. Hvis ikke Sirius var baseret på hunde og slædekørsel, havde jeg ikke været der, siger Morten.

– Jeg er imponeret over, hvad hundene kan klare i frost og lave temperaturer. Blev en hund syg, kørte den med på slæden, til den var ok igen.

– Man bruger et par minutter ved hver hund hver aften. En hund kan også have en dårlig dag, og så skulle der snakkes lidt ekstra med den og kløes lidt mere bag ørerne.

– Det er et spørgsmål om at tage sit materiel seriøst. Hundene skal være ved godt mod, og de skal respektere dig. Forskellen på, om hundene er bange for dig eller kan lide dig, er hvis hanefoden springer (tovet mellem slæde og hunde/red.) Er de bange for dig, så løber de hjem. Kan de lide dig, så kommer de tilbage, når vi fløjter.

– Et hundespand er som 12 ekstra kammerater. Behandler man dem godt, giver de noget tilbage. De fodres ved, at der lægges mad ud, og de spiser først, når man siger værsgo.

– Man betragter hundene som individer, ikke som et kobbel. Derfor kan man kalde på dem enkeltvis. Førerhunden kan godt være en tæve, og ind imellem være forrest. Men »basen« – den der bestemmer – er altid en hanhund af stor kaliber.

– Der er hundehuse ved Daneborg, og hundene kan godt lide at ligge oven på dem. De går næsten kun ind i dem, når det regner. Sneen elsker de at ligge ude i, og at hundene generelt bruger dem så lidt skyldes nok, at en slædehund frarøves sine sanser inde i et hundehus.

03-sirius
Mange minder

– Jeg har mange minder fra tiden i Sirius, og det er svært at fremhæve den ene episode fra den anden efter månedsvis af flotte naturoplevelser. Der var også mange sjove ting. F.eks. når man kan høre ens kammerat, der er på toilet udenfor teltet i en storm, bande over, at toiletpapiret er blæst væk.

Der var også flere farlige situationer med Nationalparkens vilde dyr, fortæller Morten.

– Vi var engang ved en hytte, hvor en isbjørn kom helt hen til hundene.

– Vi skød med signalpistol for at skræmme den væk, men i stedet kom den efter os. Vi kunne ikke lukke døren til hytten på grund af sne, og det endte med, vi måtte skyde den. Den lå kun 80 cm fra os, da den faldt.

– En anden gang ankom vi sent på dagen til et depot. Jeg havde pandelampe på og løb forrest med hundene. De stoppede og kiggede ind til højre og knurrede. Der stod en moskustyr. Jeg havde ski på og kunne ikke rigtig komme væk. Jeg blev viklet ind i skaglerne (hundenes snore/red.), da tyren gik til angreb på hundene, og jeg lå midt i det hele. Jeg lå på ryggen og tog ladegreb på min pistol. Og selvom jeg skyder fem skud mod tyren, dør den ikke. Først da jeg får skiene af, kan jeg komme op og aflive den med et skud i hjertet.

– Det var tæt på, siger Morten eftertænksomt. Men ikke det værste. Han mener, alle Sirius folk ved, hvad han mener.

– Det værste er den sidste dag. Man glæder sig til at komme hjem og se sin familie. Men det sidste farvel til hundene er slemt. Når man går rundt og klapper dem og virkelig forstår, at nu er det slut, og at man aldrig skal se dem igen.

06-sirius 07-sirius
De nære ting

– I dag vil mange afprøve deres grænser, løbe et maraton, osv. Teste deres stædighed og stolthed. Jeg er evigt taknemmelig for at have oplevet situationer, hvor det ikke var de to ting, men overlevelse. Det var ikke et spørgsmål om en tid i et løb, men et langt sejt træk, hvor du er 100% afhængig af det, du har lært, og dig selv som menneske. Det er ekstremt livsbekræftende at have klaret det og vide, man har gjort de rigtige ting i de enkelte situationer, siger Morten.

– Det kræver også noget mentalt at være i Sirius. Ikke mindst, når man kører to mand i månedsvis alene i vildmarken. I starten siger man meget. Efterhånden har man snakket tingene igennem og begynder at tænke meget.

– Efter mange dage med white-out, hvor man er afskåret fra alle indtryk og ikke får nogle nye input, kommer man til bunds i sine tanker. Efter timer i kulde og et hvidt landskab af sne og is kommer 
man i en trance-lignende tilstand. Lyden af hundenes poter, slæden og skiene virker som meditation, og man opnår et andet bevidsthedsniveau, hvor der nemt kan gå tre kvarter uden en tanke.

– Det var også fantastisk at opleve, at de ting, man savner – det, der virkelig betyder noget for en, ikke er mobiltelefonen, computeren eller alt muligt andet, man har samlet sammen.

– Det, man savner mest, er de relationer, man har til venner og familie, og de oplevelser, man har haft sammen. Derfor prioriterer jeg meget ikke at have for travlt, når jeg er hjemme. Man skal huske at sætte pris på de nære ting.

– Generelt kan man jo sige, at vi har levet to mand i en lille transportabel ét-værelses lejlighed med hunde foran. Det var ikke en stor autocamper med tv og alt det udstyr, folk skal have nu om dage for at synes, det er ok at tage på camping. Men vi havde nordlys, og hvem har ellers det? smiler Morten.

– Det handler om at komme sikkert frem, have mad til sig selv og hundene, holde humøret oppe. Vi var ikke i toppen af behovspyramiden, men beskæftigede os med de helt basale ting.

– Der er kæmpe forskel på at skyde en stump af et isbjerg for at smelte vand uden salt i og en voksen mand, der ligger i kø uden for Apple Store for at få den nyeste iPhone.

– Jeg var mindst ligeså lykkelig, da jeg kørte rundt i Nordgrønland uden ret mange ting, som jeg er nu med al mulig teknik omkring mig.

– Vi havde telt, sovepose, mad til mænd og hunde, kogeudstyr, spisegrej, radio, iridium telefon, GPS , førstehjælpsudstyr, riffel og pistol, signalpistol, toiletgrej, dagbog, kamera, bog at læse i, som man bytter med makkeren undervejs, og i depotet værktøj, hundeseler, sygrej og andet funktionsudstyr.
Begrænsningen er, hvor meget der kan være på slæden. Jo mere man har med, jo nemmere kan den vælte eller gå igennem isen, og jo sværere er den at få op ad fjeldene.

– Efter nogle måneder i Sirius havde jeg tabt 12 kilo. Vi havde bl.a. været ude at køre fra Wulfland til Station Nord i seks uger. Selvom vi har god hygiejne undervejs, har man jo ikke badet i de uger, man kører. Vi synes ikke selv, vi lugtede efter en tur, men de andre sagde, vi ikke måtte komme ind, før vi havde badet. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over vandet i brusebadet var brunt, indtil det gik op for mig, at det var skidt, sved, hundelort, etc. fra mig selv.

01-sirius
Livet efter Sirius

– Jeg er vild med Grønland og kan tage af sted alene, fordi jeg har lært at overleve i vildmarken. Jeg arbejder meget i naturen og har også rejst i Finland, Norge, osv., fortæller Morten, der i dag er selvstændig med eget firma.

– Jeg lever af at fotografere, udstille og at sælge billeder og videoer. Desuden har jeg udgivet en børnebog – den første i en serie om vilde dyr.

– Jeg arrangerer også kurser, ture og foredrag. Kurserne er fotokurser og foredragene er om mine eventyr med kameraet og om det at turde tro på sine drømme her i livet – og forfølge dem. Foredragene er for alle lige fra efterskoler og oplysningsforbund til store virksomheder og sportsklubber, forklarer Morten.

– Jeg er nok bedst til noget med motivation og at gøre sig umage. Jeg har stor respekt for folk, uanset hvad de laver, men noget af det, jeg ikke er god til, er sløseri – eller hvis man ikke gør sig umage.

– Jeg mener, alle skal forfølge deres drøm. Man skal ikke sidde tilbage med en følelse af, at man skulle have prøvet. Man skal tro på det og prøve. Det gælder alle ting her i livet.

– Fysik og vilje er vigtige faktorer, men det allervigtigste er, at du kan samarbejde. Det er et fælles træk for alle specialenheder. Og så skal man kunne motivere sig selv, så man kan klare en træls opgave.

– Uanset hvor lang vejen er, starter den jo med, at man sætter det ene ben foran det andet. Hvis man tror på det og forsætter hele vejen, ender det med, at man kommer i mål. Det gælder, uanset hvor langt fra målet man er, når man starter, slutter Morten Hilmer.

OMSLAG_24 < Læs historien i bladet, og se alle billederne. Side 66 – 70