NYT HELIKOPTER-FLYSELSKAB I GRØNLAND

IMG_1497
Nyt helikopter-flyselskab i Grønland
Sikkerheden har højeste prioritet for Tim Nicolaisen, der har startet GreenlandCopter i Tasiilaq.
Artikel fra greenland today, Juli 2014
En stor arbejdsindsats og masser af energi er ikke nok til at starte et flyselskab. Der skal også rigtig meget viden til, først til at blive helikopterpilot og bagefter at læse alle regler og bestå alle de tests, det kræver at få sit eget »næringsbrev« indenfor luftfart, et såkaldt AOC – Aircraft Operator Certificate.
Tim Nicolaisen har meget at være stolt af. Det er ikke hver dag, en af byens egne børn kommer hjem til Tasiilaq med både en helikopter og en pilotuddannelse samt retten til at starte sit eget luftfartsselskab.
Tim er født i 1969, og hans forældre er de tidligere ejere af blandt andet Hotel Angmassalik og trawleren MTR Tasiilaq.
Baggrund
Som 16-årig begyndte Tim at sejle med på trawleren, hvor han arbejdede sig op og endte som kaptajn efter tre år som førstestyrmand. Da trawleren blev solgt i 1998, tog Tim først en flypilotuddannelse og fløj bl.a. for Sun Air. Men han savnede den grønlandske østkyst og ville gerne tilbage. Derfor besluttede han sig for at prøve kræfter med uddannelsen til helikopterpilot og tog teorien i Karup og den praktiske del i Jönköping i Sverige. En uddannelse han har betalt over en halv million kroner for.
– Det var nok en fordel, at jeg var fixed-wing pilot i forvejen, da jeg startede min helikopteruddannelse, forklarer han.
Bagefter supplerede han uddannelsen ved at specialisere sig i bjergflyving hos Swiss Helicopter i Schweiz. Det blev til 231 landinger i mellem 2.000 og 3.400 meters højde.
– Det var vigtig for mig at lære bjergflyvning i alle vindforhold og under »white out« i snevejr for at kunne flyve sikkert herhjemme. Jeg skulle bl.a. lære at holde helikopteren over et fast punkt på en bjergtop i stærk vind.
Sikkerhed er nummer ét
– Vores flyvninger skal være gennemprøvede og 100% sikre, forsætter han og understreger, at der ikke bliver nogen »cowboy flyvning«, hvor der tages unødige chancer.
– Problemet med at tage chancer er, at det bliver en vane, og på et tidspunkt går det galt. De regler, vi skal flyve efter, er jo lavet for vores egen sikkerheds skyld og må ikke bøjes. Sikkerhed, sikkerhed, sikkerhed – det er det vigtigste for mig, siger han og peger på en reol fyldt med sikkerheds- og proceduremanualer.
– Den næste store opgave denne som-mer bliver, når vi skal skifte regelsæt fra det nuværende (JAR OPS) til (EASA-OPS), hvor der bl.a. vil blive implementeret et Safety management System og lavet nye sikkerhedsvurderinger (Risk Assessments).
greenlandcopter-630
Mange opgaver
GreenlandCopters AOC er en koncession, der giver ret til at flyve om dagen (VFR) over hele Grønland. Tim har dog ingen aktuelle planer om at flyve andre steder end i Tasiilaq-området.
Alene koncessionen har taget 1,5 år at opnå med megen hjælp fra selskabets Quality Manager, den islandske konsulent Ogmundur Gislasson, der bl.a. også har lavet det nye WOW Air’s koncessionsansøgning på ca. 7.000 sider. Til sammenligning er GreenlandCopters AOC på ca. 300 sider.
Udover at være pilot er Tim også Flight Operation Manager samt uddannet til selv at udføre daglige tjek på helikopteren, såkaldte P-tjek.
– Her er man nødt til at være i stand til at klare forskellige opgaver selv, mens resten af de lovpligtige ansvarsområder varetages af islændinge, der blandt andet sender mekanikere til Tasiilaq efter behov.
– Mit ansvar og min opgave her er at overholde alle regler, forklarer Tim. Vores Quality Manager tjekker, at jeg vitterligt også følger alle regler og procedurer, Technical Manager sørger for vedligehold og større tjek af maskinen, og vores Training Manager, Walter Ehrat, der selv flyver Super Puma som kaptajn i den Islandske Coast Guard, tjekker, at jeg udfører al nødproceduretræning korrekt, såsom autorotation, osv.
GreenlandCopter satser primært på sightseeingture med turister og charteropgaver for mineefterforskningsvirksomheder, og blandt de mange mails ligger også den første forespørgsel fra et efterforskningshold.
En arbejdshest
Helikopteren er udstyret med alt tænkeligt ekstraudstyr, blandt andet en permanent iridium satellittelefon. Helikopteren flyver lidt under 4 timer med en marchhastighed på 120 knob i timen. Typen er valgt, fordi den har high performance og kan løfte mange opgaver som sling og heliski samt har masser af kraftoverskud, hvilket gør den meget sikker at flyve med.
Det har taget ca. et år at anskaffe helikopteren pga. det ekstra udstyr, den er opgraderet med.
– Den første store udfordring var at få den herop, forklarer Tim. Jeg fløj alene fra Nordisland til Kulusuk på knap tre timer uden nogen problemer. Det var spændende, og alle beregninger holdt stik.
Privat
Sommeren 2014 blev Tim gift med Alma, som han har datteren Emia på tre år med.
– Alma har hjulpet mig utrolig meget og klaret mange ting i de lange perioder, hvor jeg har været væk på uddannelse.
– Ja, Alma har været en uvurderlig hjælp, slutter Tim og sender sin kone et kærligt blik.
Fakta
Helikoptertype: AirBus 350B3e
Ca. timepris alt efter opgavetype: 13.500 + lufthavnsafgifter

Læs hele artiklen fra bladet herGreenlandCopter_DK