Nuuk Kunstmuseum

kunstmuseum-nuuk-02

Lyse venlige lokaler lokker både lyset og de besøgende ind på Nuuk Kunstmuseum. Her kommer også børn og unge, der lærer at anvende kunsten som mere end noget, man passivt betragter

Tekst: Mads Nordlund, Foto: greenland today & Nuuk Kunstmuseum, greenland today Juli 2016

En glad og smilende leder af Nuuk Kunstmuseum; Nivi Christensen, tager imod ved indgangen og viser op igennem de spændende lokaler med skiftende udstillinger til et lille hyggeligt kontor med skrå vægge under taget på den gamle bygning. På vejen stopper hun og konfererer med en af museets ansatte om ophængningen af et værk, der er flyttet til en ny placering for at give det mere opmærksomhed.

– Det er det skønne ved at være her, forklarer Nivi Christensen.

– Det er et meget afvekslende job, både at have fingrene nede i de daglige opgaver og hænge værker op, ansøge om store fonde og vise rundt. Det er meget alsidigt at være i en lille institution.

– Nogle kunstværker har vi flyttet flere gange, før vi var tilfredse. På den måde skaber vi også lidt afveksling i den permanente udstilling, hvor vi desværre ikke har plads til at vise alle de værker, museet rummer hele tiden.

kunstmuseum-nuuk-04

Stor samling
Tidligere var bygningen Adventistkirke, og derfor er her stadig et lille tårn på bygningen. Kunstmuseets 650 m2 består af en gammel afdeling og en ny tilbygning, der giver en god kombination af ældre kunst i den permanente udstilling og skiftende udstillinger med nye moderne kunstnere.

I den permanente samling er et omfattende udvalg af ældre kunst med blandt andre Emanuel A. Petersens værker. Desuden indgår der værker af Harald Moltke, I.E.C. Rasmussen og Christine Deichmann. Museet har også nyere værker af kunstnere som Miki Jacobsen, Frederik »Kunngi« Kristensen, Buuti Pedersen, Anne-Birthe Hove, Maria Panínguak` Kjærulff og Lisbeth Karline Poulsen.

I alt omfatter samlingen på Nuuk Kunstmuseum godt 300 akvareller, tegninger, grafik og malerier samt 400 figurer af grønlandske kunstnere udført i fedtsten, ben, træ og tand.

Fantastisk gave
Nuuk Kunstmuseum drives af Sermersooq kommune og er i dag Grønlands største kunstmuseum. Bygningen og størstedelen af værkerne var en gave fra det dansk-grønlandske par Svend og Helene Junge.

Lige siden Svends ankomst til Grønland i 1940erne havde parret indkøbt grønlandsk kunst, litteratur, frimærker og lignende.

Efter et langt arbejdsliv synes de, at deres samling skulle komme flere personer til gode, og skænkede i 2005 museet som en gave til Grønland generelt og Nuuk i særdeleshed.

Portrætter af Svend og Helene Junge, udført af kunstneren Christian Rosing »Nuunu« i år 2000, pryder derfor indgangen til Nuuk Kunstmuseum.

kunstmuseum-nuuk-01

Trekløver
Udover museet er to andre seværdigheder tilknyttet Nuuk Kunstmuseum.

Niels Lynges Hus der er indrettet med boet fra Niels Lynge, en kendt grønlandsk præst, digter og kunstner, der også var faderen til »lysets maler« Hans Lynge. Indretningen er som et hus fra 1960ernes Grønland og har desuden en række malerier malet direkte på væggen.

Det nyeste skud på museumsstammen er Nuuk bymuseum, der åbner i sommersæsonen 2016 i det gamle skibsværft på kolonihavnen. Her udstilles genstande, foto og malerier, der fortæller om Nuuk bys historie.

Et år på posten
Den kun 29-årige museumsleder er positivt overrasket over folks modtagelse og reaktion på, at hun kom til museet.

– Jeg var selvfølgelig betænkelig inden starten, bl.a. om Nuuk var indstillet på at have en kunstinstitution, som ikke kun havde gamle ting, men også noget nyt og mere, fortæller Nivi Christensen.

Hun er ikke selv kunstner, men har fået interessen fra barnsben med en mor, der selv er kunstner, og et hjem fyldt med masser af kunstnervenner, hvorfor Nivi kender mange af de grønlandske kunstnere privat.

– Jeg har også altid snakket om kunst med mine forældre. Min far var museumsleder i Tasiilaq, og de har altid taget mig med på museer, når vi var på ferie.

Nivi Christensen har ikke haft nogen ambition om selv at blive kunstner, men forfulgte interessen for kunst ved at blive uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet.

– Jeg troede ellers, at jeg skulle være gymnasielærer med billedkunst som det primære fag.

– Jeg fik lov at arbejde med kunsten i Det grønlandske Hus i København. Her arbejdede jeg med udstillinger og den kunstneriske proces omkring at kuratere udstillinger, lave udstillingsplakater osv.

– Lige nu er her rigeligt at se til, men jeg har en drøm om at skrive en Phd om grønlandsk kunst på et tidspunkt, fortæller Nivi.

kunstmuseum-nuuk-03

Fremtidens kunstmuseum
– Vi har flere ideer, end vi har ressourcer til. Vi har f.eks. lige fået et refugium med to små værelser, hvor kunstnere udefra kan bo i det ene, mens de udstiller her. Det andet værelse er til nordiske kunstnere, der producerer, mens de er her, hvor deres »produktion« sker i samspil med Nuuk.

– Museet stod i 10 år, som Svend Junge efterlod det. Nu får vi lov til at udvide konceptet, og gøre noget andet og noget mere. Vores vision er at lave nogle ændringer med respekt for den oprindelige gave fra Helene og Svend Junge. Det er nødvendigt med forandringer for at få folk ind på museet igen og igen, og det er fedt at se, det nytter.

– Det betyder bl.a., at vi forsøger at have ca. otte nye udstillinger om året. F.eks. den aktuelle udstilling med Anne-Birthe Hove, der var en drøm for mig at få til Nuuk, fortæller Nivi Christensen.

– Vi samarbejder med Katuaq og har tidligere haft samtidsudstillinger med en del af udstillingerne i Katuaq og en del på Nuuk Kunstmuseum.

– Alle kommer og bruger museet. Børn, unge og gamle og alle der imellem. Det er meget sjovere at lave noget, når der kommer en reaktion – også for kunstnerne. Det sjoveste er at skabe et museum, der kan gå i dialog med publikum. Vi så også en stor opbakning på kulturnatten med over 500 gæster. Desuden er flere kunstinstitutioner i Danmark begyndt at henvende sig.

– Vi har ikke en tradition for, at museer skal påvirke folk i Grønland. Ved at involvere børnene håber vi at starte en form for »opdragelse« om, at kunstmuseer er spændende. Der er f.eks. ikke museumsbesøg i skolernes læseplaner. Tidligere var det »hovsa besøg« i en fritime. Nu kommer skolerne ind og arbejde her med emner via kunsten, hvilket allerede har givet en fantastisk reaktion fra flere skoler allerede. Nu kører kunstskolen og gymnasiernes billedkunsthold forskellige forløb her, forklarer hun.

– Fedt at vi kan præge nogen til at udvikle deres forhold til kunst. Både det, der er pænt, og de kunstværker der siger noget om samtiden.

– Folk må gerne forholde sig til brugskunsten kontra billedkunst. Hvor går grænsen? Hvornår er noget kunst?

– Det mest spændende er at se folks reaktioner på det, museet laver. Jeg er sikker på, Nuuk Kunstmuseum går en spændende fremtid i møde, slutter en super engageret Nivi Christensen.

Se mere
nuukkunstmuseum.com

greeenlandtoday-no-27   Læs artiklen på side 16-18