Møde mellem to slædekulturer

Hilmer_01

På hundeslædetur med Sirius Patruljen og grønlandske fangere

Tekst: Mads Nordlund, Foto: Morten Hilmer, greenland today Juli 2016

Siorapaluk er den nordligste beboede bygd i Grønland beliggende, ca. 50 km nordvest for Qaanaaq omkring 77 grader Nord. Der er under 50 indbyggere i bygden, der dog har en lille skole, butik, sundhedsstation, varmeværk og elektricitetsværk.

Bygden har helikopterforbindelse året rundt. Når isen lægger sig, kan man også komme til og fra Siorapaluk med hundeslæde eller snescooter fra Qaanaaq, og når isen forsvinder igen, kan man sejle fra juli til september. På disse breddegrader er der i gennemsnit helt mørkt tre måneder om året, hvor solen ikke når frem. Til gengæld er der midnatssol ca. fire måneder om sommeren, hvor solen aldrig går ned.

Som andre grønlandske bygder har Siorapaluk sin oprindelige placering, fordi der er gode fangstmuligheder i området, særligt efter sæl, hvalros, polarræv, snehare og søkonge, ligesom der også er gode fiskemuligheder.

Hilmer_03

Fiskere og fangere
Vejret er altafgørende for, hvad de grønlandske fangere kan foretage sig. Om vinteren fiskes f.eks. hellefisk fra et hul i isen den ene dag, og den næste er man måske på sæljagt. Her handler jagt ikke om et trofæ på en væg eller jagtfrokoster. Her fiskes og jages der for at få mad på bordet, og dyrenes skind bruges stadig til tøj og kamikker. Den del, de ikke selv spiser, bruges til at fodre slædehundene. Således anvendes alt af dyret til at forsørge fangeren selv, familien og hundene.

Da fangeren ofte er ude alene med sin hundeslæde, er fangere og deres hunde et team, der samarbejder om de forskellige fangstopgaver. Ved et af sælernes åndehuller i isen kan fangeren f.eks. fløjte et bestemt signal, så alle hunde stopper øjeblikkeligt, også dem der render løst ved siden af slæden og hvalpene. Her efterlader fangeren hundene, der forholder sig helt stille, imens han jager. Efter fangst kan han fløjte hundene til sig, så de af sig selv kører slæden helt frem til ham ved åndehullet. Det kræver dygtige hunde og en god træner at opnå et så unikt samarbejde mellem menneske og dyr.

Hilmer_01a

Værnepligtige i Sirius
Sirius Patruljen er en militær enhed under Arktisk Kommando, der koordinerer indsatsen for årets kørsler og dermed styrer, hvilke områder der dækkes, hvorfra alle slædehold sender positioner hver dag.

At aftjene værnepligt i Sirius tager to år, hvor man ikke er hjemme. Det kræver, man er mentalt stærk og har hænderne skruet rigtigt på. Første år kører man med en, der kører for andet år osv., og på den måde gives erfaringen konstant videre år for år.

Sirius Patruljen patruljerer i Grønlands Nationalpark, der primært dækker Nordøstgrønland, og kommer normalt ikke helt over til vestkysten eller ned ad denne. Sirius Patruljen ønskede at udvide deres kendskab til den nordvestlige del af Grønland og mødtes med de grønlandske fangere for at lære af deres erfaringer om området og se deres måde at anvende hundeslæder på.

Hilmer_02

Forskellige formål
I april ankom fire mand og to hundeslæder fra Sirius Patruljen til Siorapaluk. Deres formål med turen var at afsøge ukendt terræn for slædepatruljen og drage nytte af fangernes enorme kendskab til området. Sammen med to fangere og deres to hundeslæder, kørte de turen fra Siorapaluk til Qaanaaq og videre derfra til Dundas.

Turen fra Siorapaluk til Qaanaaq tog to dage med hundeslæde. Her ovenattede de to nætter, før de kørte videre fra Qaanaaq til Dundas på fire døgn.

På turen stod det klart, at der er tale om to forskellige slædekulturer. De grønlandske fangere kører generelt længere dage, fordi de typisk er væk mellem en og 10 dage. Det betyder, at en fanger typisk kører på en tom slæde ud og kan køre hundene helt trætte, da de får masser af hvile bagefter. Desuden vejer en grønlandsk slæde under halvdelen af en Sirius-slæde.

Sirius Patruljens slæder er top pakket til flere måneder, og mændene står på ski ved siden af slæden for ikke at sidde på den. De grønlandske fangere sidder på 
deres slæder 95% af tiden under kørslen.

Hilmer_04

Det er generelt to meget forskellige formål, slæderne anvendes til. En fanger kører hjemmefra til et fiskehul eller fangststed, fisker eller jæger, og kører hjem igen.

Sirius Patruljerne skal måske køre fire måneder og kører ca. seks timer dagligt, eller ca. 30 kilometer i gennemsnit for at sikre, at hundene kan nå at restituere. Undervejs holder de 1-2 pauser om dagen.

De grønlandske fangere kører op til 13 timer, men med mange små stop med kiks og te og stop, når der skal skydes en rype eller sæl, da de i princippet er på jagt hele tiden.

Sirius har meget faste rutiner, lige fra de står op, klargør hunde og slæder, kører og frem til de militære rutineopgaver om aftenen med afmålte portioner, styr på proteinerne, osv. osv.

I løbet af dagen krydser fangerne mere i terrænet for at se efter moskus og rensdyr og tager ofte en afstikker til et sted, hvor der kan være dyr. På sæljagt kører man fra åndehuld til åndehul, afsøger terrænet , stopper ved et indefrosset isbjerg og klatrer op for at se ud over terrænnet med kikkert.

Hilmer_06

Derfor virkede turen mere spændende med fangerne med mere afveksling for de to Sirius folk, der var vant til at køre patrulje, der er langt mere monotomt.

Fangernes telte, soveposer og udstyr var af ældre dato, da de heller ikke skal være af sted i månedsvis, men kører på naturens præmisser, hvor i morgen altid afhænger af vejret.

De havde lidt smør og et franskbrød samt lidt kiks, lidt kaffe og sukker i en pose som det eneste medbragte, da de provianterer efter deres forventede fangst suppleret med lidt frosset kød. Derfor stod der nogle dage hvalros på menuen til morgenmaden, der blev fanget undervejs allerede ved Siorarpaluk.

Begge parter havde samme rutiner med at tage sig af hundene og fodre dem hver aften, når de kom frem, men ellers var det tydeligt, at de to Siriusfolk er i Grønland to år for at løse en opgave, mens de grønlandske fangere kører hundeslæde hele livet og lever af det.

greeenlandtoday-no-27   Læs artiklen på side 58-60

Hilmer_05