Med havkajak i Diskobugten

diskobugten-770

Forfatteren til denne artikel boede i Grønland som ung. Nu er han vendt tilbage for at gense landet og nyde naturen set fra en havkajak. Her fortæller han med egne ord om at vokse op i Grønland og oplevelsen ved at sejle.

Af Jesper Krage, Redigeret af greenland today, Juli 2015

Jeg er vokset op i Grønland. Jeg kom som seks-årig i sommeren 1971 med mine forældre og min lillesøster. Min far var vodbinder og havde fået arbejde hos en virksomhed, som var med i det første store fiskerieventyr i Grønland.

Vi boede først i Rodebay (Oqaatsut), en lille bygd lige nord for Ilulissat, der dengang havde ca. 100 indbyggere. Vi boede i et lille hus på 30 m2 uden strøm og vand. Varmen kom fra en kakkelovn, og vand fik vi ved at smelte is. Far havde et lille værksted, hvor han reparerede rejetrawl, og så sejlede han med et lille fabriksskib, hvor han sad og reparerede fiskernes trawl på dækket.

Vi boede i Rodebay hele sommeren. I en efterårsstorm sejlede vi med fabriksskibet ned til bygden Napasoq syd for Maniitsoq. Her boede vi i 3 1/2 år, inden vi flyttede til Ilulissat, hvor jeg havde de fleste af mine skoleår. En fantastisk tid, hvor jeg tilbragte stort set alle weekender ude i naturen. Om sommeren i båd, om vinteren på hundeslæde. Naturen, jagt og fiskeri var mit et og alt.

Da jeg var ved at være færdig med 10. klasse, fik jeg at vide, at min far havde fået arbejde på Nordsøcenteret i Hirtshals. Jeg var ikke klar til at flytte til Danmark, så jeg arbejdede ved et tømrerfirma, kørte med min hundeslæde, sejlede og gik på jagt. Efter et år fik jeg hyre på en grønlandsk rejetrawler. Jeg fiskede rejer i Vestgrønland i 2 1/2 år og valgte så at tage til Danmark for at tage en tømreruddannelse. Da jeg blev færdig med min uddannelse, tog jeg kæresten med til Nuuk, hvor jeg arbejdede som tømrer et år. Nu var det kærestens tur til at ville til Danmark og uddanne sig. Det var vemodigt at sige farvel til Grønland, og jeg lovede mig selv at komme tilbage en dag.

diskobugten-770-01

Tilbage i kajak
Jeg har aldrig helt kunne slippe Grønland. Jeg vil påstå, at jeg næsten dagligt har tænkt på Grønland og haft en drøm om at tage derop på en længere ferie. Jeg drømte om at købe en motorbåd og så sejle fra Sydvestgrønland til Nordvestgrønland. Bruge en hel sommer, og have god tid til at udforske kysten, fiske og gå på jagt. Da jeg har roet kajak i nogle år, blev turen lavet om til en kajakekspedition. Det var ikke realistisk for mig at ro fra syd til nord. Planen blev derfor et fem ugers kajakeventyr i Diskobugten. Diskobugten er et kajakmekka. Masser af isbjerge, fantastisk smuk natur, og et meget stabilt vejr om sommeren.

Vi var fire, der ville afsted. Vi mødtes nogle gange og planlagde turen mere detaljeret. Det var også vigtigt at få afstemt vores forventninger til turen, og vi var enige om, at oplevelserne og eventyret skulle være i fokus.

Fantastiske fjorde
Vi fløj til Qasigiannguit og tog derfra 
sydover til det lukkede Tasiusaq fjordsystem. Det var fantastisk at se den blanke Tasiusaq fjord, selvom vi skulle bære vores grej over land for at komme derind. Her havde vi nogle dejlige dage, inden vi igen bar vores ting ud til kysten.

Vi roede til bygden Ilimanaq, hvor vi fik vasket vores tøj og fik et tiltrængt bad i bygdens servicehus. Herfra blev vi sejlet til Ilulissat med skibet »Søkongen«, da det frarådes at sejle forbi isfjordens munding i kajak. Fra Ilulissat roede vi selv nordover. På den første etape kom vi forbi Rodebay, den bygd hvor jeg boede med min familie, da jeg første gang kom til Grønland. Senere da jeg boede i Ilulissat, kørte jeg ofte herud om vinteren med mine hunde og gik på rypejagt på fjeldet bag bygden.

Vi roede forbi Rodebay og ind i fjorden Kangersuneq. Her var to hytter, vi kunne låne, og en god gåtur ind til et betagede vandfald.

Næste destination var Pakitsoq-fjorden. Den er speciel, da den store fjord munder ud i et meget smalt sund. Det giver en meget kraftig strøm. Så kraftig, at det ikke fryser om vinteren. Derfor var det vigtigt at være påpasselig som kajakroer. I bunden af fjorden er der et vandkraftværk, der forsyner Ilulissat med el. Vi fandt en dejlig lejrplads og valgte at tage en overliggerdag.

Vi havde fundet en gammel sammenfiltret langline, som vi brugte lang tid på at rede ud. Vi beholdt 15 kroge på den, og langlinen blev sat.

Da vi dagen efter skulle videre nord på, skulle langlinen trækkes op. Vi skulle være to til at trække, og det var noget besværligt i en kajak. Der var næsten fisk på alle kroge. Havkat, hellefisk og uvak (fjordtorsk). Så der var fisk nok til nogle dage. Et dejligt supplement til tørkosten.

diskobugten-770-strib

Eqi gletsjeren
Vi blev her et par dage, hvor vi vandrede og besøgte Camp Eqi. Gletsjeren er et betagende syn. I Tasiusaq fjorden havde vi også været helt tæt på en gletsjer, men Eqi brager og kælver så ofte, at der hele tiden er dønninger. Vi slog lejr inde i bunden af bugten tæt på Camp Eqi. Vi måtte bære kajakker og grej et stykke op fra kysten på grund af tsunamifare. Det tog vi ret seriøst, da vi på vegetationen kunne se, hvor langt vandet kunne skylle op.

Camp Eqi ligger lige over for gletsjeren med hytter i forskellig standard til turister. Her gik vi en flot tur ind til gletsjeren og badede i smeltevandselven.

Der var en café, hvor de lavede forrygende mad, og vi var nok også lidt lette at imponere efter den ensformige tørkost.

Den nedlagte bygd Rittenbenk
Da vi roede fra Eqi, kom vi til at ro i meget is fra den kælvende gletsjer. Vi roede ud til en ø med den fineste strand og lejrplads. Langs kysten finder man mange gamle sommerbopladser som denne. Her havde der været flere tørvehytter og i vandkanten var gamle køkkenmøddinger. Vi tænkte på, hvordan man for mange år siden levede her, og hvordan de med deres kajakker var løbet op på den samme strand som os. Et meget smukt sted.

Rittenbenk var et dejligt gensyn, men synd de gamle kolonibygninger forfalder. Vi roede videre ind i bunden af Laksebugten, hvor der var en rigtig fin lejrplads. Vi stillede os ved elven mellem to søer og fiskede. Et sted hvor jeg har fanget mange ørreder som barn. På mindre end 10 minutter havde vi fanget fire flotte fisk. Da vi jo ikke skulle fiske mere, end vi kunne spise, fiskede vi videre men satte fiskene ud igen. Dagen efter lyngrøg vi ørrederne. De smagte fantastisk.

diskobugten-770-02

Hvaler og fuglebørnehaver
Nord for Rittenbenk er der et meget stort fuglefjeld. Det var fascinerende at ro forbi det kæmpe lodrette fjeld med tusindvis af fugle både på fjeldsiden og i luften.

Vi så også mange edderfuglebørnehaver. Et sjovt fænomen, hvor de voksne edderfugle skiftes til at passe på ungerne, mens de andre er »på arbejde« ligesom os. Kommer man for tæt på, afleder de opmærksomheden fra ungerne ved at svømme væk og lade som om, de er sårede.

Da vi roede ned langs østsiden af Arveprinsens Ejland, hørte vi blåsten fra en hval. Vi sejlerde tættere på og kunne se, at det var to voksne pukkelhvaler og en unge. Da de havde dykket et stykke tid, dukkede den ene hval op lige foran kajakkerne, svømmede lige under og kom op igen få meter bagved. Det er vildt imponerende at være tæt på sådan en kæmpe i en kajak. Når hvalen kommer op, kan man høre, hvordan dens lunger skifter enorme mængder luft ud på meget kort tid. Selvom jeg har set hvaler mange gange før, var det et af turens højdepunkter.

diskobugten-770-strib-02

En smuk afslutning
Da vi et par dage senere var nået til Rodebay, bestilte vi bord på restaurant H8. det gamle pakhus er lavet om til restaurant. Dagens menu: pukkelhval, brun sovs og kartofler.

Vi sad om aftenen og nød et glas vin på det røde palæs terrasse, mens vi kikkede ud på det blanke vand. En flok hvaler kom forbi og fuldendte det smukke senerie. Det var den sidste aften, inden vi skulle tilbage til Ilulissat. Min kone og børn var på vej for at holde ferie sammen med mig.

Dagen efter afleverede vi vores kajakker og grej ved Blue Water Shipping, så de kan nå en fragtbåd et par dage senere. Jeg fik travlt med at tage imod min familie, som jeg havde glædet mig til at vise naturen og Ilulissat, som jeg betragter som min barndomsby.

Det var 17 fantastiske dage, og vi nød godt af gamle venners store gæstfrihed. Alt i alt var det en uforglemmelig sommer. Sammen med en ven er jeg ved at planlægge en tur mere i sommeren 2016. Jeg bliver simpelthen nødt til at opleve det igen.

OMSLAG_24   Læs artiklen på side 80-83