IVITTUUTS MINERALER

Ivittuut-630
Ivittuuts mineralrigdomme
Den tidligere kryolitmine i Sydgrønland lukkede i 1987 efter næsten 140 års uafbrudt aktivitet.
Tekst & Foto: Bjarne Ljungdahl, greenland today juli 2013
Det hele begyndte i 1854, hvor det var galenit (blymalm), som havde den engelske mineingeniør J.W. Taylers interesse. I 1884 opdagede man at kryolitten kunne anvendes elektrolytisk som en katalysator ved udvinding af aluminium fra malmen bauxit, og kryolittens deltagelse i processen kunne sænke smeltepunktet ved udvindingen, så meget energi kunne spares.
Denne anvendelse blev aktuel de næste hundrede år, og et sandt mineraleventyr startede, ikke mindst ved amerikanernes massive indkøb, da aluminium var efterspurgt til den voksende flyindustri.
Flere mineraldannelser
Kryolit er et relativt sjældent mineral, og som sammen med kvarts og siderit (jernkarbonat)udgjorde den største forekomst. Men også andre mere sjældne mineraldannelser blev efterhånden klarlagt, og i dag ved man, at området rummer ikke mindre end ca. et hundrede forskellige mineraler, heraf en del sulfider (metalbærende forbindelser) og halogenider(først og fremmest mineraler med fluorindhold).
Ivittuut-312 Ivittuut-312-1
Mulig Geo-turisme
De mange mineralforekomster er et sandt mekka for mineralsamlerne fra hele verden, da mange af mineralerne enten kun findes her eller i andre tilfælde kun i få små forekomster andre steder i verden. Der er således oplagt mulighed for at skabe et geo-turist område, som det findes mange andre steder i verden med stor lokal aktivitet og nye indkomstmuligheder.
Der er mange steder i Europa som har gjort meget for at bevare de gamle mineområder på grund af deres unikke historie, og potentiale for at få opmærksomhed fra passionerede mineralsamlere fra hele verden.
Bevaringsværdigt område
Der arbejdes ihærdigt for, at området vil blive bevaret og udbygget til brug for krydstogts- og geo-turisme. Der er endda mulighed for overnatning ved flere dages besøg på vandrehjems-niveau, og der er en lille beskyttet havn, hvor forbipasserende private både kan gøre holdt.
For ikke mine- og mineralinteresserede er der mulighed for mange aktiviteter, naturstudier af arktiske planter og dyr, fiskeri fra kysten og den anlagte vej kan nemt benyttes til en naturskøn vandretur.
For interesserede mineralsamlere er det særligt de sjældne halogenider, der er i fokus. Kryolit, kryolithionit, Chiolit, Thomsenolit, Pachnolit, Ralstonit , Jarlit og Prosopit, samt flere endnu mere sjældne mineraler. Man kan konkludere, at mulighederne er mange.
Man må håbe, at de ansvarlige myndigheder ser mulighederne i dette område, så det historiske Ivittuut bliver sikret for fremtiden indenfor turismen og til kommende naturvidenskabelige aktiviteter i Grønland.
Læs hele artiklen fra bladet her Ivittuut_DK
 
Ivittuut-630-1