Hvorfor er Grønland en del af Rigsfællesskabet?

verden-naermere-radio

En ny dokumentarserie »Rigsfællesskabets Historie« vises her i foråret 2016 på grønlandsk, dansk og færøsk tv. Serien er også til rådighed for skoler og gymnasier. Dokumentarserien er lavet af Martin Breum sammen med Jakob Gottschau, produceret af Express-tv.

Tekst: Martin Breum, greenland today Marts 2016

I foråret 2016 får tv-seere i Grønland, Danmark og på Færøerne svar på en serie grundlæggende spørgsmål: Hvorfor hænger de tre folk sammen i rigsfællesskabet? Hvorfor er Grønland dansk – og ikke norsk eller britisk? Hvorfor opgav grønlænderne deres gamle religion til fordel for kristendommen? Og hvorfor mener så mange grønlændere og færinger stadig, at Danmark har for stor indflydelse på deres liv og hverdag?

I seks tv-dokumentarer på i alt tre timers fjernsyn har vi forsøgt at bore os ind til kernen af den mere end 300 år gamle, fælles historie. Målet har været at producere en spændende, farverig og præcis fortælling om den fortid, der har formet de tre nationer til det, de er i dag.

Udsendelserne bliver vist på grønlandsk, færøsk og dansk tv i sprogligt tilpassede versioner, så alle kan være med, og de bliver også med hjælp fra myndighederne i alle tre lande spredt til brug i folkeskoler og gymnasier.

hans-egede-maleri

Evig forhandling
Serien vil vise, hvordan forholdet mellem Grønland og Danmark hele vejen har formet sig som en skarp forhandling. Allerede fra 1721, hvor den norske missionær Hans Egede indledte missionen og koloniseringen af Grønland, stod det klart, at grønlænderne nøje valgte til og fra i det tankegods, kolonisterne bragte med sig.

De grønlandske fangere foretrak længe at handle med de hollandske hvalfangere, og som lektor Kirsten Thisted, ekspert i det grønlandske åndsliv, forklarer i en af vores udsendelser, kunne grønlænderne blot være sejlet bort, hvis de ikke havde travlt med danskerne: Det var fangerne, konerne og de unge grønlændere, der selv efter nøje overvejelse valgte at blive kristne, de valgte ivrigt at læse og skrive, og de brugte straks de nye færdigheder til at kritisere og gøre indsigelser. I Grønlands nationalarkiv i Nuuk ligger herlige breve fra utilfredse fangere i både syd og nord, der allerede i 1700 og 1800-tallet klagede over de dårlige lønninger, unfair handel og urimelig forvaltning.

Hjælpepræsten Poul Grønlænder leverede i 1758 en lang og kras civilisationskritik i et brev til en af Hans Egedes sønner: »Jeres folk ved, at der er en Gud til … alligevel lever de, som de havde ordre til at være onde«, skrev han. I midten af 1800-tallet fik sprogforskeren og grønlandskeksperten Hinrich Rink masser af grønlændere til at skrive deres gamle sagn ned, og den fænomenale tegner Aron fra Kangeq illustrerede sagnene, der pludselig fik nyt liv. Her fremhævedes den grønlandske fangers mod og stolthed.

I 1861 udkom den første grønlandske avis, Atuagagdliutit – på grønlandsk – så der kom endnu mere fart i folks forståelse af sig selv som et folk, en kultur og nation.

aron-2

Dansk svaghed
Grønland var sammen med Island og Færøerne oprindeligt norske skattelande: Her opkrævede den norske konge skat. Senere indgik Norge i en union sammen med Danmark, og i 1814 kom det afgørende øjeblik. Danmark stod på tabernes side i de store Napoleonskrige i Europa og måtte ved fredslutningen opgive hele Norge til den svenske konge.

Som krigens store sejrherre havde Storbritannien afgørende indflydelse, og øerne i Nordatlanten kunne udmærket være blevet britiske, eller de kunne være fulgt med Norge ind i nyt, stort svensk rige. Men som historieprofessor Uffe Østergaard forklarer i en vores serie, havde Storbritannien andre interesser. Briterne frygtede store omkostninger, hvis de selv tog ansvaret for at holde Grønland, Island og Færøerne forsynet med fødevarer, præster og andre fornødenheder.

Briterne ønskede heller ikke, at det store Sverige overtog øerne og dermed blev en potentiel rival i Nordatlanten. Derfor var det belejligt for Storbritannien, at det fallerede, krigstrætte danske kongedømme fik ansvaret for de tre ø-samfund. Som Uffe Østergaard siger: Det danske rigsfællesskab var et resultat af svaghed.

Norsk-fangsthytte

Danmark som partner
I starten af 1900-tallet skrev de grønlandske intellektuelle de første romaner om et fremtidigt, højtudviklet Grønland i et ligeværdigt parløb med Danmark, og den fattige fisker Peter Gundel kritiserede i skarpe tekster den forskelsbehandling, grønlænderne var udsat for. Hans udkast til en roman blev bremset, fordi han gik for tæt på navngivne danskere i Grønland, men grønlandske politikere efterlyste samtidig mere indflydelse og modernisering. Med overgangen fra fangst til fiskeri havde kvinderne fået en helt ny og central rolle på arbejdsmarkedet og i økonomien: Samfundet var i hastig forandring.

Under 2. verdenskrig var Grønland stort set uden for Københavns rækkevidde: Amerikanerne havde til gengæld brug for Grønland som mellemlanding på vej til krigen i Europa. USA byggede baser, bl.a. den store i Kangerlussuaq, som stadig i dag er Grønlands internationale lufthavn. Grønlænderne sugede under verdenskrigen til sig af moderniteten, varerne fra New York og alt det internationale, og fremskridtstravle ledere som læreren Augo Lynge formulerede nye krav om indflydelse, samarbejde og fremskridt.

Ved en ændring af den danske grundlov i 1953 stemte det nye, samlede Landsråd i datidens Godthåb ja til at blive en integreret del af det moderne Danmark. I dag er der strid om, hvorvidt grønlænderne burde have haft lov til at stemme om grundloven ved en folkeafstemning ligesom de stemmeberettigede i Danmark.

Mere centralt i det lange perspektiv er det måske, at de grønlandske politikere i Landsrådet efter alt at dømme forestillede sig, at lighed for loven også ville medføre lighed i bredere forstand. Da ligheden udeblev, startede en politisk mobilisering, vi stadig ser effekten af i dag. Augo Lynge, der ellers var varm tilhænger af rigsfællesskabet, advarede allerede i 1957 efter fire år som medlem af det danske Folketing om, at forholdet stadig var skævt, og at ’herrefolksmentaliteten’ fortsat herskede.

100 år i timen
Vi har i de seks tv-dokumentarer skulle fortælle historien om Færøerne, Grønland og Danmark med 100 år i timen. Vi har været gennem mange diskussioner om, hvad der er det vigtigste at huske på, hvis man skal være klogere på, hvorfor rigsfællesskabet i dag ser ud, som det gør.
Vi fandt eksempelvis, at historien om juristen Alf Ross’ notat fra 1952 kom med. Alf Ross, der var Danmarks førende ekspert i folkeret, blev bedt om at rådgive den danske regering, da grundloven skulle skrives om, og Grønland gøres til en del af Danmark. Alf Ross skrev, at den nye grundlov burde gøre det klart, at Grønland – når tiden var inde til det – havde ret til Selvstyre, altså en udstrakt grad af autonomi. Dette råd kom meget ubelejligt for den danske regering. Det kunne sætte de forkerte tanker i gang hos de grønlandske politikere, og det kunne skabe unødig uro om sagen i FN i New York. Danmark var interesseret i en glat proces – ikke i unødig debat. Alf Ross blev kaldt i samråd med både den danske statsminister og udenrigsminister og valgte efter nogen betænkningstid at trække sit notat tilbage og skrive et nyt, der var mindre skarpt.

Da de grønlandske politikere i efteråret 1952 skulle svare ja eller nej til, at Grønland blev omfattet af den danske grundlov og dermed en del af Danmark, var den danske landsfoged, der sad for bordenden, blevet udførligt informeret om Alf Ross’ anker. Men han havde ordre til ikke at sige et ord til landsrådets grønlandske medlemmer, som altså traf deres livs måske væsentligste beslutning uden at kende til de overvejelser, landets førende ekspert havde gjort sig.

Hvorfor har vi taget denne historie med i vores udsendelser? Ville det have ændret på afstemningen i Landsrådet dengang i 1952, hvis de grønlandske politikere havde haft kendskab til Alf Ross’ notat? Det ville det næppe.

De grønlandske politikere så i 1950’erne efter alt at dømme frem til, at Grønland blev en integreret del af Danmark. Grønlænderne blev danske statsborgere, og mange håbede på bedre adgang til uddannelse, fremskridt og et mere ligeværdigt samarbejde med Danmark om Grønlands udvikling. Men Alf Ross’ notat er alligevel vigtigt: Det illustrerer, hvordan den danske statsmagt forvaltede sine egne interesser meget kontant og stadig anså det for legitimt at holde væsentlige informationer tilbage for Grønlands valgte repræsentanter.

Danmark interesser
Vores udsendelser fortsætter helt frem til Selvstyrets indførelse i Grønland i 2009. Og vi får et bud på, hvad Danmarks grundlæggende motiv under alle forhandlingerne lige fra 2. verdenskrig har været.

Her skal man huske, at Danmark for bare 50 år siden bestemte stort set enerådigt over hele Grønland, og at Danmark havde fri adgang til Grønlands rigdomme: Fisk, olie, guld, uran, bly og meget andet godt og samtidig havde stort set frie hænder til at indgå forsvarspolitiske aftaler med USA og NATO om Thule-basen og Grønland.

I dag har Grønland Selvstyre og ejerskab til alle fiskene i havet og alle råstoffer i undergrunden. Det grønlandske folk er anerkendt som et folk efter folkeretten og har dermed ret til at løsrive sig fra Danmark, hvis det grønlandske folk en dag måtte ønske det.

Hvorfor har skiftende danske regeringer indvilget i en sådan udvikling? I vores afsluttende udsendelse slår vi fast, hvordan Selvstyreloven fra 2009 for Danmark ikke mindst betød, at Grønland i hvert fald for endnu en årrække kunne forblive en del af det danske rige. Chefredaktør Bo Lidegaard, der er ofte kommenterer Grønlands nyere historie, siger det på følgende måde: »Danmarks interesse i Grønland og i rigsfællesskabet er kæmpe stor. Hvis man snakker om sikkerhedspolitik, hvis man snakker om økonomi, hvis man snakker om klima, hvis man snakker om fremtiden og ressourcer og om ferskvand og om hvad som helst, om skibsruter, om international handel, så er Grønland ekstremt vigtig for Danmark.«

greenland_today_no_26   Læs artiklen på side 22-25