Grønlands største blogger

ivalo-770

Til hverdag er Dorthe Ivalo skolelærer i Sisimiut. I fritiden er hun også ægtefælle, mor, kaptajn på sin egen båd, chauffør på sin egen snescooter, vild med håndarbejde, en dygtig fotograf og indehaver af Grønlands mest læste blog.

Tekst: Mads Nordlund

Dorthe Ivalo Lennert Jensen er født 1966 i Sønderborg i Danmark. Hendes far kommer fra Sønderjylland og hendes mor fra Sisimiut. De flyttede til Sisimiut året efter hun blev født, og Dorthe Ivalo har boet her siden på nær i en periode, hvor hendes mor var under uddannelse i Nuuk, og senere under sin egen uddannelse til lærer, som hun blev færdig med i 1989.

Hun taler både grønlandsk og dansk.

– Jeg var med i en forsøgsordning på Ilinniarfissuaq – Grønlands Seminarium – med ekstra undervisning i grønlandsk for sådan nogle som mig, der boede i Grønland, men kun havde haft dansk i folkeskolen. Ideen var at se, om man kunne hive vores latente grønlandske sprog frem – og det kunne man.

– Jeg har arbejdet som lærer siden og har lige haft 25 års jubilæum. Mange år i den almindelige folkeskole, men de sidste 10 år med specialklasser i noget der kaldes »Skole2 ordningen – Nalunguarfik«.

– Mens jeg læste til lærer, fik jeg min søn, der er født med rygmarvsbrok, så der var ikke tid til andet end studierne og ham. Vi tilbragte også lang tid på Rigshospitalet sammen.

– Jeg fik job i Nuuk, men flyttede til Sisimiut midt i et skoleår for ikke at være alene i hovedstaden. Her boede mine forældre, som de stadig gør, smiler hun, og peger ud ad vinduet på deres hus tæt på og videre på først den ene søsters hus, og så den andens.

ivalo-770-03Dorthe Ivalo med søstrene til venstre Lena Reimer og til højre Christina Johnsen.

Familien
– Jeg mødte min mand Jan i Sisimiut. Vi er gamle klassekammerat fra folkeskolen. Nu har han holdt mig ud i over 20 år. Sammen har vi fået to dejlige piger med 13 måneders mellemrum, og de bor stadig hjemme. Min dejlige mand er lærer på KTI og det mest rummelige menneske, jeg kender. Det er nok derfor, han kan rumme mig, siger hun eftertænksomt.

– Familien betyder alt for mig. Min mand og børnene, mine forældre og søstre. De er en slags »livsvidner«, nogle, der kender en og ved, 
hvad man består af, og accepterer en som den, man er.

– Jeg synes, vi har en god familie med et godt forhold til hinanden. Vi klarer os godt sammen og hver især. Især hvis man ser på, hvor forskellige vi alle sammen er. Så er det fantastisk, at vi kan give hinanden plads til at være dem, vi er.

– Min mand og jeg sejler tit sammen. Hans båd er stor og langsom, så vi sejler mest i min jolle, når vi skal ind til vores hytte i første fjord om sommeren. Jeg har sejlet selv i mange år. Om vinteren kører vi på snescooter derind.

– Når man når en vis alder, er det godt at have en hytte. Den er kun 15 kvadratmeter, men meget funktionel. Vi nyder at komme lidt væk og nyde naturen og stilheden derinde.

Sten og strik
– Jeg har efterhånden prøvet mange sjove ting. F.eks. samlede jeg sten i mine lommer, og en dag spurgte jeg mineralkenderen Bjarne Ljungdahl, hvad det var for nogen. Det endte med, at vi startede en stenklub sammen. Da Bjarne Ljungdahl så siden oprettede Grønlands Stenklub, var jeg med i opstartsfasen. Siden har jeg lavet mange smykkesten og gør det indimellem stadigvæk. Hvis jeg f.eks. har strikket en trøje og mangler et smykke, der passer til. Det er ikke smykker, jeg sælger.

– Jeg strikker rigtig meget. Jeg ved ikke hvorfor, men alle heroppe kan noget med deres hænder. Nogen laver husflid eller kunst, andre spiller guitar eller harmonika.

– Da jeg var på Rigshospitalet alene med min søn for anden gang, ringede jeg til mine forældres venner i Danmark. De har taget sig meget af mig, mens jeg var der. De gav mig strikkepinde og garn, og så sad jeg og strikkede, når tiden gik langsomt på sygehuset. Siden har det være on/off og mest for udfordringerne i en form eller farve. F.eks. har jeg forsøgt at lave en »møbius«. Det er en strikket ring, der er snoet en halv omgang, så den kan anvendes som en kombineret halskrave og hue.

– Jeg har malet, lavet cremer og mange andre ting. Der skal ikke meget til, før jeg bliver rastløs. Det er sjældent, jeg laver det samme flere gange. Denne vinter har vi dog bygget en igloo igen, men nu er det ligesom prøvet. Projektet har fået stor støtte lokalt. Det var elever fra vores skole, der byggede den af 1800 mælkekartoner med frosset vand med frugtfarve, sponsoreret af købmandskæden KNI.

– Jeg elsker musik og gik på musik-sproglig linje på gymnasiet, men desværre har jeg ikke rigtig holdt det ved lige. Min ældste datter kan stort set spille på alt, og den yngste spiller guitar. Begge vores døtre har hovedet godt skruet på. Desuden tager den yngste nogle fantastiske fotos. Hun tog et portrætfoto af mig, hvor jeg tænkte, det er bare løgn. Det fik mig til at se mig selv med andre øjne og fik mig til at tabe 26 kilo på et år. Ikke noget jeg led under, bare en beslutning, konstaterer Dorthe Ivalo.

ivalo-770-02

Blog
På hendes blog dortheivalo.blogspot.dk har man næsten dagligt kunne følge med i hendes, familien og vennernes liv i Sisimiut siden 2007. Bloggen er som Dorthe Ivalo selv ikke nogen helt almindelig blog. Den sprudler af energi, overskud, strik, håndarbejde, ture i naturen, små hverdagsting, blomster og isblomster, mad, musik, mennesker, holdninger, begivenheder, hverdagsbilleder og en masse små spændende »sidespor«, der er afprøvet undervejs.

Det hele er krydret med alt fra fantastiske foto til mere dokumenterende billeder, der er med til at vise, hvad dagens indslag handler om, eller hvad ugens strik har resulteret i.

Desuden er der komplette lister over færdig strik og læste bøger år for år, så enhver med frygt for at kede sig blot kan gå i gang fra en ende af, og her findes inspiration til et sjovere mere indholdsrigt liv.

Det er altid svært, når man som Dorthe Ivalo stikker næsen frem og udleverer sig selv og sit liv online. Det er der mange, der har haft en mening om, både i Sisimiut og i kommentarerne til bloggen gennem tiden, men selvom hun er blevet kaldt mange ting, er »kedelig« ikke en af dem.

– Det startede som en hjemmeside for familie og venner med billeder og små fortællinger fra hverdagen. Det var især for mine svigerforældres skyld, så de kunne følge lidt med fra Danmark. I marts 2007 blev den lavet om til en mere moderne blog, der er åben for alle.

– Nu er der ca. 214, der følger med fast, og mellem 500 og 700 i gennemsnit der er inde og kigge dagligt. Det er ca. 20.000 om måneden, hvoraf kun ca. 4% kommer fra Grønland, resten er ude fra verden.

– Jeg har med vilje fravalgt reklamer. Det er min blog, og jeg vil være uafhængig og uvildig. Men da vi bor i et lille samfund, tænker jeg meget over, at jeg ikke udleverer nogen. Desuden prøver jeg at overholde almindelige regler for god etik og sprogbrug. Jeg synes, der er mange nok, der taler grimt om – og til – hinanden.

Helt almindelig
– »Overskriften« på min blog er »et helt almindeligt liv«. Jeg strikker og laver frikadeller. Helt almindelige ting, som alle kan forholde sig til.

– Når medierne bringer noget med forhutlede og fordrukne grønlændere, gør jeg meget ud af at sige: »hallo – jeg er her også«. Jeg håber, min blog eksponerer en almindelig grønlandsk hverdag på en positiv måde. Vi er nogle, der lever et ganske almindeligt kedeligt middelklasseliv. Kan jeg bare ændre en enkelt eller to’s holdning, vil det være fedt, siger hun.

– Folk tror, jeg er meget udadvendt, men faktisk går jeg ikke ud alene, og føler mig ret blufærdig. Det er nemmere med en blog, hvor man sidder bag skærmen og ikke ser læserne i øjnene. Men vi er da blevet genkendt som familie i Danmark, når vi er på ferie.

– Jeg får mange mails fra hele verden. Mange gange er det helt almindelige turistmæssige spørgsmål og generelle grønlandsspørgsmål, men selvfølgelig også en del om mine håndarbejder og foto.

– Jeg har ingen kriterier for, hvornår jeg opdaterer min blog. Jeg har en ide om, at hvis jeg ikke har taget et foto, så skriver jeg ikke om det. Jeg tror, folk er meget visuelt orienterede, ligesom mig selv, og gerne vil have et billede til at understøtte teksten.

– Jeg er nok kommet dertil, hvor jeg tænker, om der er mere at skrive om. Men det er der jo faktisk nok. Jeg har altid ideer og stadig meget at skrive om og masser at tage foto af. Selvom min svigermor desværre er død nu, og det ofte var hende, jeg tænkte på, når jeg skrev i starten, så er jeg nok ikke helt færdig endnu.

ivalo-770-01

Foto
– Jeg føler ikke selv, at jeg tager vildt gode foto, men jeg har fået megen ros. Det er jeg glad for. Som med alt andet kan jeg jo godt lide at udfordre mig selv. Det gælder også fotografering.

– I mange år har jeg f.eks. fået lov til at være med som en af Arctic Circle Races fotografer. Det er en spændende udfordring. Man ved aldrig, hvordan vejret er, og skiløberne har det meget forskelligt med at blive fotograferet. Det er lidt svært at forklare, men generelt kan jeg bedre lide at fange folks udtryk og følelser end opstillede billeder, hvor folk smiler pænt. Det giver et andet udtryk at fange folks oprigtige glæde, når de kommer over målstregen end senere, når de smilende modtager deres medalje.

I starten havde jeg bare et kompakt kamera til 700 kroner. Med det vandt jeg en landsdækkende fotokonkurrence med et ud af ca. 2.000 billeder. Vinderbilledet var et foto af første skoledag. Det gav mig et skulderklap, at uddannede fotografer gav mig den anerkendelse. I præmie vandt jeg et spejlreflekskamera og en rejse for to til Danmark med ophold betalt og fribilletter i København. Det var Kronprins Frederik, der overrakte kameraet, og jeg skulle holde et indlæg om Grønland på Arktisk Institut. Det var stort, husker Dorthe Ivalo.

– Der findes mange, der tager masser fantastiske fotos. Selv er jeg fascineret af fotografer som f.eks. Carsten Egevang fra Danmark og Steen Olsen her fra Sisimiut.

Fremtiden
– Hvad fremtiden bringer, ved jeg ikke. Jeg har ikke de store planer. Det er ret sjældent, jeg planlægger noget langt frem i tiden. Jeg er nok meget impulsiv, siger hun.

Kunne man samle Dorthe Ivalos energi i én koncentreret strøm, ville hun sikkert kunne lyse Sisimiut op. Men det gør hun jo allerede på sin egen måde ved fortsat at tage initiativer til nye ting og blogge om hendes hverdage til glæde for alle, der følger med.

– Jeg gør et stort nummer ud af hverdagen. Som den danske poet Dan Turell sagde: »mest holder jeg af hverdagen, dem er der flest af«, slutter Dorthe Ivalo.

Dorthe Ivalos blog dortheivalo.blogspot.dk

OMSLAG_24   Læs artiklen på side 40-43