Greenland Eyes er en filmfestival med grønlandsk fokus, der er afholdt ni forskellige steder i Norden og i Tyskland og USA. Resultatet er et fantastisk stykke kultur-, oplysnings- og turismearbejde for Grønland.
Tekst: Mads Nordlund, Foto: Greenland Eyes
Greenland Eyes Film Festival viser film fra og om Grønland. Desuden har der efter filmforevisningerne været spørgetid med bl.a. instruktører og skuespillere, hvilket har givet publikum en unik chance for at få afklaret spørgsmål om Grønland.
Idemageren
Bag Greenland Eyes står Ivalo Frank, der selv er filmmager og til hverdag bor i Berlin.
– Grønland har betydet særligt meget for mig, fordi det er her, jeg er født. Jeg føler et stort tilhørsforhold til landet, til naturen og til de mange mennesker, jeg elsker her, forklarer hun.
– Grønland vil altid være i mit hjerte, og derfor vil jeg gerne fremme grønlandsk kultur og film med en filmfestival.
– I 2012 foregik festivalen i Berlin som et af det danske EU-formandskabs kulturprojekter. Siden har projektet vokset sig større, og vi har skabt et fantastisk godt team af medarbejdere, så festivalen i 2014 kunne turnere fra august til december mellem ni forskellige steder i Norden. Nuuk, København, Torshavn, Runavik, Reykjavik, Stockholm, Rovaniemi, Inari og Oslo. Det blev til 149 filmvisninger, spørgetid med filmskaberne, 18 koncerter med grønlandske og nordiske bands, otte kunstudstillinger og adskillige performances, symposier og events.
Organisation og netværk
Greenland Eyes arrangerede festivalen i tæt samarbejde med lokale institutioner. Inden festivalstart i hvert land rejste Greenland Eyes-teamet til stedet for at forberede festivalen og mødes med pressen.
– Vi samarbejdede med kunstnere, eksperter og fagfolk fra hele Norden, og det var ekstremt inspirerende.
Desuden inviterede vi både grønlandske og nordiske kunstnere med på turneen, så der opstod personlig udveksling, netværk og kontakt. Det resulterede i mange nye venskaber og større forståelse for vores fælles nordiske historie. Musikere spillede sammen på tværs af nationaliteter, og der var god debat ved hver enkelt film, fortæller Ivalo.
– En af de største udfordringer var at organisere i så mange lande, men vi havde et fantastisk samarbejde med nordiske institutioner. Her vil jeg gerne fremhæve Katuaq i Grønland, Det Grønlandske Hus i København, Det Nordiske hus i Torshavn og Filmens Hus i Oslo samt alle de involverede, der støttede projektet.
– Ord rækker ikke til at beskrive den venlighed og imødekommenhed, vi har oplevet. Der er et kæmpe potentiale i trans-nordiske projekter og en enorm lyst til at lære hinanden bedre at kende og samarbejde mere.
– Vi havde mange bolde i luften, og det krævede stor arbejdsdiciplin. Til gengæld føler vi, at Grønlands kultur virkelig er blevet belyst og formidlet både i dybden og i bredden.
Ivalo Frank.
Grønland tættere på Norden
– Vi har fået overvældende feedback, ikke mindst fra de implicerede kunstnere og publikum, der udtrykte, at festivallen bl.a. har udbredt kendskabet til Grønland.
– Der er mange mennesker i Norden, der nu har et mere nuanceret indblik i, hvad Grønland er i dag, og hvilken historie landet har. En film som den grønlandsk-svenske »Prize of the Pole« har sat mange tanker i gang omkring USA’s indflydelse i Grønland, racepolitik dengang og i dag.
– Mange nordiske gæster sagde, at de føler sig »nærmere« Grønland, og at de føler en større forståelse for grønlandske problematikker.
– I Grønland udtrykte mange gæster, at festivalen gav dem selvtillid og en tro på Grønland og fremtiden. I Danmark udtrykte mange danskere overraskelse over kvaliteten af de grønlandske produktioner og mængden af dem. Desuden sagde mange af de deltagende kunstnere, at festivalen har fået dem til at tro på, at de kan gøre sig internationalt.
Formålet med Greenland Eyes
– Vi skabte festivalen i 2012, fordi der var et ekstremt stort fokus på Grønland i de internationale medier, men mangel på reel indsigt i landet. Der manglede information om, hvad grønlænderne selv mente om deres land, og hvordan de så fremtiden, med eller uden olie, med eller uden kinesere o.s.v. Derfor inviterede vi filmskaberne til Berlin, så der kunne starte en dialog med et internationalt publikum. Det blev en enorm success med kæmpe pressedækning.
– I 2014 var situationen en anden, og Grønland havde forandret sig, både internt og i de internationale mediers øjne. Grønland er i højere grad blevet et land blandt andre lande, og ikke »kun« et eksotisk sted i Arktis. Derfor gik vi i dybden med Grønland i et nordisk perspektiv. Hvad betyder Grønland for Norge, som jo engang var »med-koloniherre« over Grønland? Hvad med Samerne og Inuit – er der nogen relationer?
– I maj 2015 var Greenland Eyes inviteret til Washington for at udstille og vise film på verdens største museum; The Smithsonian National Museum, der er nabo til Det Hvide Hus. Det skete i forbindelse med at USA overtog formandsskabet i Arctic Council. Her var Greenland Eyes’ fokus så vidt muligt at påvirke de beslutninger, der vil blive taget om Arktis i de næste to år ved at give Grønland og Arktis et menneskeligt ansigt via film. Der var fuldt hus på Smithsonian National Museum og 5.000 besøgende til filmvisningerne på Grønlands Repræsentation/Den Danske Ambassade i Washington.
Skuespiller Makka Kleist, Filminstruktør Otto Rosing og filmfestivalens arrangør Ivalo Frank.
Hvad film kan
– Film er en kommunikationsform. Det er en måde at vise aspekter af livet, som ikke er i fokus eller trænger til fornyet fokus, mener Ivalo.
– Jeg arbejder med film, fordi det er det udtryksmiddel, hvor jeg kommunikerer bedst. Film kan give et følelsesmæssigt indblik i nogle situationer, som utallige ord ikke kan.
– I forbindelse med Greenland Eyes 2012 blev fokus f.eks. rettet mod menneskene bag de store overskrifter om oliefund m.m. Fokus kom tilbage til mennesket og til det essentielle; Hvordan vil vi leve som mennesker? Hvad er vigtigt?
– I 2014 blev der løst op for nogle tabuer. Der blev snakket kolonitid, forsoning eller ikke forsoning, bl.a. på festivalens symposium »Tanker om forsoning« på Københavns universitet med Jens Heinrich, Jessie Kleemann, Iben Mondrup, Aka Hansen og Kim Leine. Det skabte en spændende debat om kendskab og ignorance i forhold til hinanden og vores fælles for- og nutidshistorie.
– Mange steder i Norden oplevede vi nærmest en lettelse fra publikum som den forløsning, der sker, når der endelig bliver taget hul på et tabu.
– Samlet set er vi ikke i tvivl om, at Greenland Eyes har gjort en forskel, slutter Ivalo Frank.
Læs artiklen på side 28-30
