GLACIER LODGE EQI

01-eqi-630
Rekordår for vildmarkshytter ved kælvende bræ
Tekst & fotos: Anne Mette Ehlers, greenland today november 2014
Det føles som om man er med i et naturprogram fra National Geographic, når man står foran den over tre kilometer brede aktive bræ Eqip Sermia. Cirka hvert halve minut buldrer det som torden, når store stykker is presses ud fra bræen og drøner i fjorden med store plask.
For at komme hertil har vi taget Disko Lines turistbåd og på fem timer sejlet de 80 kilometer nord for Ilulissat i Diskobugten. En smuk tur, der har bragt os forbi Bredebugt, bygden Oqaatsut og det store fjordsystem Pakitsoq og videre op gennem Ataa Sund med de høje stejle fjelde og vandfald.
På et højdedrag overfor isbræen ligger hyttebyen Glacier Lodge Eqi, Grønlands første bæredygtige ecocamp i vildmarken.
Mellem den voldsomme buldren fra bræen høres smeltevand fra indlandsisen fosse ud i fjorden fra et vandfald. Endnu svagere høres lyden af en håndfuld turisters småsnakken, mens den unge guide Anne Ignatiussens effektivt skræller sig gennem en grydefuld kartofler. Hun har taget køkkentjansen med ud i solen og sat sig blandt turisterne på bænkene foran stedets vildmarkscafe, kaldet Café Victor. Her vaskes alt op i hånden for at spare på vandet, der hentes fra en nærliggende sø med gletsjervand.
04-eqi-630 05-eqi-630
Strøm fra solen
Glacier Lodge Eqi består af 10 enkle træhytter, der er uden strøm og opvarmet med gas. I sommeren 2011 blev stedet udvidet med fire nye luksushytter i første parket til bræen og med både gulvvarme og varmt vand fra solpaneler, brusebad med gletsjervand, strøm fra solen og en stor stue og terrasse med panoramaudsigt. Solpanelerne er diskret opsat på bagsiden af hytterne.
Luksushytter og café får strøm fra to 12 kvadratmeters solcelleanlæg, der tilsammen giver 45 kilowatttimer. Hverken skraldespande eller toiletter bliver tømt i området, men sejlet tilbage til Ilulissat, hvor affaldet indgår i byens renovationsordning.
I de sidste sæsoner har køkkenet fået et løft med ansættelsen af professionelle kokke og fokus på det moderne arktiske køkken med brug af lokale råvarer som hellefisk, moskus og fjeldørred. Og frugten af Glacier Lodge Eqis nye satsninger kan aflæses i stedets overnatningstal. Hvor der i 2009 var 815 overnatninger i sæsonen, er tallet i 2014 mere end fordoblet til 1787.
Mere bæredygtighed
– Vi har åbnet op for nye typer turister, dem som vil have det luksuriøst, men samtidig bo i naturen og opleve noget autentisk. Tendensen er tydelig. Der kommer både flere dagsgæster og overnattende gæster. Især de nye luksushytter er populære, de har mere eller mindre været udsolgt hele sommeren, fortæller World of Greenlands direktør i Ilulissat, Ulf Klüppel.
– Nu vil vi gerne styrke den nye profil yderligere – både i forhold til komfort og bæredygtighed. Derfor opgraderer vi nogle af de mere enkle hytter til luksushytter, og i forhold til bæredygtigheden er vi gået i tænkeboks for helt at kunne klare os med sol, vind eller vand.
02-eqi-630
For lidt sol og ustabil vind
I dag må guiderne tænde for stedets dieselgenerator, når både dejmaskine og komfurer er i gang – eller hvis solen ikke har skinnet nok. For så kan batteripakken på 45 kilowatttimer ikke præstere den nødvendige strøm. Dieselen skal som alt andet sejles til stedet. Da båden ikke må medbringe gæster sammen med det farlige gods, bliver transporten ekstra dyr, og det trækker ned i det grønne regnskab.
For at løse problemet har World of Greenland fordoblet batteribanken denne sensommer, så der fra næste sæson kan gemmes mere strøm fra solen. Vindenergi er opgivet, fordi den arktiske vind er for ustabil. En anden ny idé til mere strøm er at koble en vandturbine til røret, der leder vand til hytterne fra en højtbeliggende sø.
– Faldet fra søen til hytterne er på et par hundrede meter, og trykket er på fem bar, så det vil vi gerne udnytte, forklarer Ulf Klüppel.
Han har denne sommer samarbejdet med to elinstallatørstuderende fra Erhvervsakademi Dania i Danmark. De analyserede strømforbruget fra dag til dag for at kende det præcise behov, så de derefter kan komme med nogle bud på nye, bæredygtige løsninger.
– Energiproblemet er kun det første i forhold til bæredygtigheden. Derefter kommer affaldssorteringen, og hvad vi kan gøre i forhold til toiletterne, hvor vi uden held har forsøgt os med muldtoiletter. Drømmen er at blive 100 procent selvforsynende med strøm, og at Glacier Lodge Eqi bliver CO2-neutral.
– Hytternes placering lige overfor en aktiv isbræ er selvfølgelig det vigtigste salgsargument, men vi vil også gerne signalere, at vi er bevidste om miljøet i Grønland, slutter Ulf Klüppel.
  < Læs historien i bladet, og se alle billederne. Side 38 – 40
03-eqi-630