FRANSK POLAREKSPEDITION

01-franskpolar-630
Levn fra fransk polarekspedition i fjeldet

Tekst & Fotos: Anne Mette Ehlers, Historiske fotos: J. J. Languepin, greenland today Marts 2015

Ved den kælvende gletsjer Eqip Sermia i den nordøstlige del af Diskobugten er der tydelige spor i fjeldet fra de bæltekøretøjer, etnologen Paul-Émile Victor brugte til sin store polarekspedition »Expéditions polaires françaises« i årene 1948-53.Mere spændende bliver det, da vi i en lille gruppe på fire turister og en guide følger sporene. I timer vandrer vi ind i fjeldet og op på indlandsisen. Op og ned over morænebakker, fjelde og gennem dale. Undervejs passerer vi rester af primitive træbroer, som ekspeditionsmedlemmerne byggede til bæltekøretøjerne.

Ved en tidligere ekspeditionslejr ligger wirer og motor fra en nedlagt hejsebane og efterladte slæder, der blev trukket efter køretøjerne. Midt på fjeldet er der dåser, trækasser, larvebælter og endda mundblæste flasker fra ekspeditionen. Selv inde på indlandsisen finder vi stofrester fra telte og bambuspinde, som for nyligt er smeltet frem. Pindene, der for over 60 år siden blev brugt af ekspeditionen til at mærke efter gletsjerspalter, måle snedybder og markere ruter.

02-franskpolar-400 03-franskpolar-225
Isens lag og bevægelser
De mange vidnesbyrd i ødemarken vækker historien til live. Så vi skruer tiden tilbage til ekspeditionens første sommer. Den 1. juni 1948 lagde det norske fragtskib Force til ved gletsjeren. Om bord var Paul-Émile Victor, 25 ekspeditionsmedlemmer og 90 tons udstyr.
Til at fragte udstyret ind på indlandsisen havde Paul-Émile Victor fundet på den vilde idé at bruge otte bæltekøretøjer fra den amerikanske hærs overskudslagre.
04-franskpolar-630
Gletsjerbølge kæntrede båd
Flere hold blev sendt ud for at lede efter en rute ind til isen. Men det var ikke nemt. Et spor fra en tidligere ekspedition i 1912 var ikke godt nok til bæltekøretøjerne. Men et hold opdagede en ny rute, som så ud til at være farbar med en smule forbedringer. Ruten blev senere afmærket med varder, ligesom sten blev fjernet og større klippestykker sprængt i stykker.
Med hjælp fra 15 grønlændere brugte de 25 ekspeditionsmedlemmer seks dage til at aflæsse skibet. Først måtte de bygge to moler. Arbejdet var besværligt, fordi is fra den kælvende gletsjer et par kilometer derfra gav store bølger, at en af bådene kæntrede og et bæltekøretøj sank.
Tæt på indlandsisen stødte et hold på en større udfordring, som Paul-Émile Victor skriver om i magasinet ARCTIC i 1949.
– Den største forhindring var en 152 meter klippeskrænt, men vi havde forudset dette og havde medbragt en specialkonstrueret kabelbane til at hejse forsyninger over med.
05-franskpolar-630
Myg og dårligt vejr
Ved klippeskrænten etablerede ekspeditionen sin anden lejr. Det første bæltekøretøj nåede op på indlandsisen den 9. juli 1948, blot ni dage efter skibet lagde til. Det tog 46 dage fordelt på 15 konvojer at bringe ekspeditionens første udstyr op til den tredje lejr ved indlandsisen. Efter sig trak køretøjerne slæder med udstyr, og der skulle laves 14 km spor, og udstyret skulle hejses over klippeskrænten.

Andre strabadser, ekspeditionsmedlemmerne kæmpede med den første sommer, var utallige myg og dårligt vejr. I de følgende fire år blev gletsjerne og isen løbende undersøgt, før Paul-Émile Victor brød op og fortsatte sin glaciologiske forskning i Antarktis. Paul-Émile Victors vilde projekt var lykkedes, og med det moderne udstyr indledte han en ny æra for forskningen af is, glaciologien.

Efter sin pensionering mange år senere var franskmanden måske blevet træt af sne og is. I hvert tilfælde flyttede Paul-Émile Victor med sin hustru langt fra sne og is til den franske stillehavsø Bora-Bora, hvor han døde i 1995.

OMSLAG_23< Læs historien i bladet, og se alle billederne. Side 48 – 51