Facebook samler Grønland

greenland_map_facebook

I et land uden veje mellem byerne har Facebook samlet Grønland, og givet en fælles base for information, debat og meget andet.

Tekst: Mads Nordlund, greenland today marts 2016

I 1990erne kom internettet for alvor til Grønland, og selvom man kunne nå at brygge kaffe, mens man ventede på, at en udenlandsk avis-hjemmeside linje for linje blev bygget op på skærmen, gik udviklingen stærkt, og e-mails afløste telegrammer, fax og telefon. Mail blev ikke kun brugt arbejdsmæssigt, men også i stor udstrækning til private beskeder, da en person kunne sende én mail til mange og derfor kunne fortælle det nyeste nye til familie, venner og bekendte i flere byer, bygder og lande på én gang. Fortidens kædebreve blev erstattet af kædemail, hvor man blev opfordret til at videresende billeder, jokes og varer på tilbud.

Grønland har altid være hurtig til at omstille sig til ny teknologi, og Tele Greenland har været under konstant pres for at levere tidssvarende netværk til mobile enheder, for som i resten af verden er det primært via tablets og især Smartphones, at folk er på internettet og de sociale medier.

Nu har man 3G mobile bredbånds ydelser i nogle byer og 4G til dataoverførsler. Selvom det ikke tilfredsstiller alles stadigt voksende databehov, er det ikke så ringe endda i et land på størrelse med Vesteuropa, der uden egne satellitter må vedligeholde et netværk af sendemaster under arktiske forhold.

I marts 2009 blev et 4598 kilometer højteknologisk fiber søkabel taget i brug. Med en svartid på 23 millisekunder forbinder det Grønland med USA og Europa med den hidtil hurtigst mulige dataforbindelse. De datamæssige flaskehalse opstår ved den videre distribution i landet.

soekabel

Facebook i Grønland
Facebook blev lanceret i 2004, men på det tidspunkt var internet stadig ekstremt dyrt i Grønland, og man var tvunget til at være selektiv i sit valg af ydelser. Desuden blev Facebook i første omgang opfattet som noget for unge, og ikke for alle. Men efterhånden som internettet blev mere prismæssigt tilgængeligt, blev Facebook valgt til af flere og flere og blev dermed også sjovere for brugerne. Pludselig kunne man blive venner med sine gamle studiekammerater og familien, selv om de var spredt over hele landet.

Derefter gik det stærkt. Det var nogle år med masser af rene tekstopdateringer, som de fleste nok lykkeligt har glemt, og af og til et sjovt foto fra nettet. Kun folk, der i forvejen interesserede sig for fotografi, begyndte at lægge flotte billeder fra Grønland på deres Facebook profil.

De fleste brugte stadigvæk deres mobiltelefoner til primært at holde kontakt og til at bladre på nettet. Det blev brat ændret i juni 2007, da Apple lancerede deres iPhone. Nu kunne man for alvor komme på nettet via telefonen og selv tage billeder og lægge på sin Facebook profil. Pludselig kunne familien følge med i bedsteforældres, børn og børnebørns liv, på trods af den fysiske afstand, og markere deres glæde ved at »synes godt om« de viste billeder.

I alt er der registreret 37.000 Facebook profiler i Grønland, hvilket er ca. 64 procent af befolkningen.

Det passer meget godt med aldersfordelingen af Facebook brugere, der er nogenlunde høj hele vejen igennem og ikke kun domineret af f.eks. de unge, som man troede i starten.

Mange unge har ikke lyst til, at deres mødre eller bedstemødre kommenterer på deres liv eller fest opslag osv. De har som andre unge i verden oprettet profiler på f.eks. snapchat til den del, men de forlader ikke Facebook, som de stadig bruger til at holde sig opdateret ift. familie og samfundet i øvrigt.

facebook-bruger
Gennemsnitlig grønlandsk Facebook brugers aktivitet på Facebook og brug af mobil enheder. Kilde Facebook Insights / Hans Tosti.

Nyhedskanal nr. 1
Studier i USA og Europa viser, at folk får over halvdelen af deres nyheder via sociale medier. Der er ingen grund til at tro, det tal er mindre i Grønland. Tværtimod. Alle har set billederne fra en igangværende eftersøgning på Facebook, før de grønlandske medier kan nå at reagere.

Facebook kalder også meget passende startsiden for »News feed«, hvor man kan bladre ned igennem alle venners opslag og andre sider, man følger, og på den måde holde sig opdateret.

Folk justerer selv grænserne for, hvad der er passende. Mens det kan være ok for nogle at vise familien bære en kiste ud af kirken, vælger andre at vise den døde selv.

En helt tredje starter en debat om grænser ifm. dødsfald ved at stille spørgsmål på sin egen side, og folk deler og kommenterer og er på den måde med til at påvirke de gængse normer for brug af Facebook.

Med 1,5 milliarder brugere i verden er Facebook større end alle andre eksisterende tilbud og sociale netværk tilsammen. Facebook har været gode til at videreudvikle sig siden starten med nye tilbud og funktioner. Sociale netværk er mennesker, der kommunikerer med andre. Og Facebook respekterer deres egen rolle som platform for dette og blander sig ikke i folks kommunikation, med mindre der er billeder, der virker usmagelige eller anstødelige. Ellers blander Facebook sig som nævnt ikke, selvom mange mener, de burde gribe ind. Betragter man Facebook som et land med 1,5 milliarder indbyggere, kan man godt forstå, de ikke kan blande sig i alt. Til gengæld har de skabt funktioner, der gør det muligt at udelukke folk og fravælge sider osv. Så det er i virkeligheden en kamp mellem den enkeltes egen nysgerrighed, kontra trangen til at være i et lille lukket forum. Nysgerrigheden og behovet for selv at fortælle egne historier har vundet for længst. Ingen tvinger den enkelte til at opdatere dagligt. Men hvis en begivenhed ikke er på Facebook, eksisterer den ikke for omverdenen.

I 2015 kom de grønlandske byer med i Facebook, så man kan lave mere relevante søgninger. Totalt set er det derfor meget sandsynligt, at både internettet og det mest anvendte sociale netværk i Grønland vil samle landet mange år endnu, og endnu mere i takt med, at prisen på mobildata falder.

Facebook er blevet Grønlands fælles online nyhedskanal, der ikke kun informerer, men både samler og husker, så man selv og andre, kan finde 10 år tilbage på ens side og finde foto fra den sidste runde fødselsdag, barnedåb eller firmafest. En landedatabase, én stor fælles hukommelse.

De mange indbyggede funktioner i Facebook betyder også, at når nogen synes godt om et foto-opslag, åbner det op for, at vedkommendes venner kan se det, selvom de ikke er venner med den, der lavede opslaget. Dermed har alle i løbet af et døgn eller to, ved at dele, synes godt om eller kommentere, samtidig sikret, at hovedparten af Grønland alle er informeret om de seneste begivenheder i Nuuk, vejret i Nordgrønland, det første skibs ankomst til Østgrønland og indvielsen af en ny butik i Sydgrønland – alene via Facebook.

greenland_today_no_26   Læs artiklen på side 30-31