DYE-2 – et levn fra en ikke så fjern fortid

dye-2-770-01

Pilen sidder stadig på dartskiven, og øllet står stadig fremme på disken i baren. Så uberørt står DYE-2 hen. Langsomt har vejr og vind gjort sit indtog, og om nogle år vil det nok være svært at komme ind og se dette unikke, amerikanske koldkrigsminde midt på den grønlandske indlandsis.

Tekst: Toke Brødsgaard, greenland today Juli 2015

Det er forbundet med en vis mystik at bevæge sig rundt på den nu nedlagte radarstation DYE-2, der ligger et godt stykke inde på den grønlandske Indlandsis. Stedet står så uberørt, at det virker som om alle med det samme forlod stedet, da stationen blev forladt i oktober 1988.

Ved at bevæge sig rundt i bygningen kan man se, at værelser, barer og værksteder står, som da det blev forladt. Det eneste bevis på den tid, der er gået, er, at vejret har slået nogle ruder ind, så vinden og sneen har sneget sig ind og har rodet lidt rundt i stilheden.

Midt i ingenting
Den tidligere radarstation DYE-2 ligger på positionen 66° 29′ 30″ N, 46° 18′ 19″ W. Flyver man derind med en af Air Greenlands helikoptere, tager det ca. 1 time og 20 minutter fra Kangerlussuaq, der er den nærmeste civilisation. DYE-2 ligger ca. 2.300 meter over havet, solidt »plantet« i Indlandsisen.

Det er en smuk flyvetur derind over fjeldene ved Kangerlussuaq og videre ind over Indlandsisen. Det første, man ser, er den flade mørke is, der er blandet med aflejret grus langs iskanten. Derefter går turen over forrevet is, der tårner op som kirkespir eller tårne på slotte. Så flader isen ud, og man flyver over smukke kongeblå smeltevandsfloder og søer, indtil det hele bare er hvidt i hvidt.

I det fjerne kan man pludselig ane en lille sort prik, der bliver større og større. Til sidst kan man se, at det er den enorme fodboldlignende kuppel, der udgør selve radaren på DYE-2. Selvom det er destinationen for vores tur, bliver man noget overrasket over denne enorme bygning midt i ingenting.

map-dye-2-770
Kort, der viser »Distant Early Warning (DEW) Linjen«, som DYE-2 var en del af.

Distant Early Warning linjen
DYE-2 var et stort foretagende. Da der var mest aktivitet, var der 60 mand på stationen. Det siger også lidt om størrelsen, da man i perioder ikke har kunne bevæge sig udenfor den store bygning, pga. kulde og storm, at bygningen har rummet så stort et mandskab.

Strategisk var DYE-2 en vigtig position, da den var en del af radiokæden Distant Early Warning (DEW). Den var oprettet for at kunne advare om et eventuelt sovjetisk luftangreb mod USA under Den Kolde Krig. DEW-linjen bestod i Grønland af DYE-1, der ligger lidt udenfor Sisimiut, DYE-2 og DYE-3, der ligeledes ligger på den grønlandske iskappe dog længere mod øst, og DYE-4 der ligger ikke langt fra Kulusuk i Østgrønland.

DEW var en kæde af i alt 60 radiostationer, der strækker sig i et 5.800 km langt bælte langs den 69. nordlige breddegrad fra Alaska over Canada via Grønland til Island. Selve radiokæden var aktiv i perioden fra 31. juli 1957 og frem til slutningen af 1980’erne.

dye-2-strib-01
Under opførelsen af DYE-2.

Opførelsen af DYE-2
Selve DYE-2 var noget af et byggeprojekt. Alt materiel blev fremstillet i USA og sejlet til basen ved Kangerlussuaq, der dengang gik under navnet Bluie West 8 (BW8). Derfra blev det lastet i de store C-130 transportfly med ski på, der kunne lande tæt på, hvor DYE-2 blev opført.

Fundamentet er et enormt stålskrog bestående af 16 piller, hvoraf det meste af fundamentet i dag er dækket af isen. Konstruktionen krævede en kæmpe indsats, og de arbejdshold, der arbejdede med opførelsen, arbejdede 10 timer om dagen 7 dage om ugen. Efter to år stod anlægget klar i november 1960.

Nedlukningen af DYE-2
I oktober 1988 lukkede DYE-2. Det var dengang mekanikeren Torben Simonsen, der slukkede ned for den sidste generator. Han havde arbejdet på både DYE-1, DYE-2 og DYE-3.

Årsagen til, at radiokæden blev lukket ned, var, at moderne teknologi efterhånden havde overhalet og overflødiggjort radarstationerne. Ligeledes var problemet med flere af stationerne, inklusiv DYE-2, at sne og is åd sig ind på stationerne år for år.

Da DYE-2 og DYE-3 blev lukket ned, forsvandt også grundlaget for basen BW8, da den havde været anvendt som forsyningsbase for DYE-stationerne, og basen lukkede i 1992.

dye-2-strib-02
Den forladte radarstation DYE-2.

Stadig amerikansk aktivitet
Selvom radarstationen er forladt, er der stadig folk i nærheden. Her ligger Camp Raven, der drives af det amerikanske National Science Foundation (NSF) meget tæt på DYE-2. Camp Raven er også det sted i Arktis, hvor amerikanerne siden 1995 har trænet i at lande med deres Hercules LC-130 fly med ski på.

Denne træning er vigtig for amerikanerne, så de er i stand til at lande på Sydpolen, hvor de har en lang række forskningsaktiviteter. I en mindre skala finder disse også sted i Grønland, blandt andet ved Camp Raven, hvor der via følere i isen undersøges, hvor meget den grønlandske iskappe flytter sig fra år til år.

Fra forår til efterår bor der et yngre amerikansk ægtepar på Camp Raven. De præparerer landingsbanerne og sørger for, at der er ryddet sne omkring brændstofdepoterne. Det giver en ide om, hvordan livet på DYE-2 har været, for det er fascinerende at møde mennesker, der bor isoleret på indlandsisen midt i det »store hvide ingenting«.

Se mere
lswilson.dewlineadventures.com

OMSLAG_24   Læs artiklen på side 62-63

dye-2-770-02