danskenglish

QAQQAT ALANNGUI

Tror du, du er alene, når du er ude i naturen? 

Ny Grønlandsk gyserfilm handler om fænomenet »fjeldgængere«.
 
Tekst: Nana Christensen og greenland today, Juli 2011
 
Et af Grønlands nye unge fimselskaber, Tumit Production, har produceret Grønlands første gyserfilm »Qaqqat alanngui« - skygger i fjeldet. Filmen handler om qivittut, »fjeldgængere«, der er et specielt fænomen, som de fleste i Grønland tror på.
 
Fjeldgængere
For uindviede forklares fænomenet og mytologien omkring dem, efterhånden som handlingen skrider frem, og filmen kan derfor sagtens vises for et udenlandsk publikum, der ikke er bekendt med den grønlandske begrebsverden.
 
Historien
En flok unge nybagte studenter tager ind i fjorden for at fejre deres eksaminer, og så er scenen ellers sat omkring den hytte, de unge tror de skal feste i. Vi skal ikke afsløre noget fra handlingen, men vil fremhæve, at historien er god og holder hele vejen igennem. Der er løbende masser af chok, konstant spænding og indimellem god grønlandsk humor frem mod en meget intens og overraskende slutning. 
 
Lavt budget - høj kvalitet 
Med et budget på omkring 2,1 mio DKK er det ikke nogen dyr film i sammenligning med den øvrige verdens filmproduktion. De 1,6 mio er indhentet som støtte, mens Tumit Production selv har investeret den sidste halve million.
 
Uhyggelig god
Manglen på midler afspejles ikke i filmen. Man kan godt se, at de fleste af skuespillerne ikke er professionelle, men instruktøren har formået at udnytte dette positivt til at skabe noget, der virker meget ægte. Kvaliteten af »special effects« er også uhyggelig god, og brugen af grå-blålige sceneskift og blod fungerer optimalt uden at være overdrevet.
 
Første film
Publikums bedømmelse blev udtrykt ved filmens premiere, hvor alle stod op og klappede bagefter. En tydelig rørt instruktør Malik Kleist sagde, at han ikke havde kunne lave filmen alene og fik hele filmholdet bag og skuespillerne til at komme på scenen.
Det er Malik Kleists første spillefilm som eneinstruktør, og han var oprigtigt beæret over, at så mange kunne lide filmen.
 
En kulturel gyser 
Filmen har brugt naturen meget, som noget især det grønlandske publikum umiddelbart kan relatere til. Men også udenforstående vil helt sikkert gennem filmen ikke blot kunne nyde naturscenerne, men få en anderledes forståelse for Grønland gennem den historie, filmen elegant præsenterer. 

Musikken
Udover skræmmende lydeffekter giver selve musikken også en stor effekt i filmen. Instruktørens fine fornemmelse for den stemning, musik er med til at skabe, betyder rigtig meget. Flere bands har bidraget, bl.a. bandet Nanook med sangen »Ingerlaliinnaleqaagut«, der betegnes som en af deres bedste sange til dato.
 
Fem Tupilakker
Filmen fortjener ikke bare fem tupilakker i anmelderros, men opbakning til at komme ud over iskanten, og som kulturbærer for Grønland nå ud til et bredere publikum i verden.



       

 
American ExpressDankortDinersEuroCard / MasterCardJCBMaestroVisaVisa Electron