danskenglish

GRØNLANDS LÆNGSTE TRAPPE I QAQORTOQ


Den projekterede trappe og platform i Qaqortoq.

 

Optrapning af turismen i Sydgrønland

  
Sydgrønland skal have flere turister, og derfor ønsker en ny forening at aktivere alle tænkelige interessenter, private som offentlige, til at gøre en samlet indsats for turismen. 
 
Af greenland today 
 
12 FEB. 2012
Den ny forening kaldet »World Of Wonder« (WOW), har flere projekter de ønsker realiseret, 
for at skabe flere turistprodukter i Sydgrønland gennem private initiativer. Men i første omgang fokuserer  de på at bygge et udkigspunkt i byen Qaqortoq, der vil give gæsterne i byen en ekstra gratis oplevelse.

- At netop dette projekt er prioriteret som det første, er fordi det relativt nemt kan realiseres, siger initiativtager og Hoteldirektør Jim Riis. Arbejdsgruppen bag WOW består desuden af turistchef i Qaqortoq Edda Lyberth, museumsdirektør Ole G. Jensen og turismeudvikler hos Sulisartut Højskoliat Eigil Kielsen-Davidsen. 

   
Hoteldirektør                     Turistchef                        Turismeudvikler                 Museumsdirektør 
Jim Riis                            Edda Lyberth                    Eigil Kielsen-Davidsen        Ole G. Jensen 

Desuden er Kommune Kujalleqs Erhvervsforvaltning ved Grethe Nielsen også involveret. De har ansvaret for regionens turismeudvikling, og har bistået med råd og vejledning, samt tilkendegivet en mulig økonomisk støtte til projektet.
  
Grønlands længste trappe 
Første projekt indebærer, at der opføres et udkigspunkt på en fjeldtop kaldet Peters Varde, næsten inde i byen. Mange grønlandske byer er privilegeret ved at have en top med en fantastisk udsigt. Men kun Qaqortoq har den midt i byen. 
 
Man kan køre det meste af vejen, og skal kun gå de sidste 100 meter derop. Her planlægges hvad de mener bliver Grønlands længste trappe med ca. 400 trin. 
  


En del af den fantastiske udsigt der med den nye platform vil kunne nydes af mange flere.
 
WAUW - What a unique view...
Viewpointen på Peters Varde vil have en unik udsigt til fjordsystemet og bygderne, samt havudsigt hvor man næsten kan se havets krumning til en side og Indlandsisen til en anden når vejret tillader det. 
 
Man vil også kunne se den fredede Hvalsøe Kirkeruin, og så ligger selve byen Qaqortoq for ens fødder, når man står deroppe. 
 

Peters Varde i Qaqortoq. 
  
Autentiske oplevelser 
Foreningen WOW vil gerne have turismebranchen til at præsentere nogen af de ting vi i Grønland tager for givet, noget vi førhen har været for dårlig til. 
 
- Dette skal ændres, siger Edda Lyberth. Alene vores byer og liv er i sig selv meget anderledes end så mange steder. Det kan vi sagtens dele med andre. Og gerne med stolthed. Udsigtspunktet er blot begyndelsen.
 
- Vi ønsker en forening der aktivt skaber sammenhold i udvikling af turismen, supplerer Jim Riis. 
  
Tidshorisont
Måske er det ikke kun udsigten man skal kigge langt efter. Med en forventet pris på ca. 2.000 kr. pr. trin, skal der både samarbejdes og skaffes sponsorer. 
 
- Det optimale er selvfølgelig at udkigsstedet er klar til turismens sæsonstart omkring 1'ste juni 2012, forklarer Jim Riis. Men da der skal skaffes ca. 800.000 i alt, arbejder vi også med en løsning der hedder færdiggørelse af udkigsplatformen i år, og trappen næste år. Det er helt afhængig af den velvilje projektet møder. 
 

En trappe i Grønland skal kunne holde til vejr og vind. 
 
Solid forankring
For udenforstående kan det lyde af mange penge for en trappe, men pga. Grønlands storme, og forventet flere hundrede samtidige brugere ved f.eks. krydstogtsanløb, skal trappen forankres grundigt i fjeldet hele vejen op. 
 
KITAA Arkitekter har sponsoreret den foreløbige projektering. Bliver projektet til noget, er det aftalt at de betales for et komplet projekt og byggeledelse. Udover selve opførelsen står også en informations tavle, og en kæmpe kikkert på ønskelisten. 
 
Inspiration for trappe byggere 
 
  
Fra venstre mod højre:
 
Vor Frelsers kirke i København, Danmark. 400 trappetrin præcis.
Pine Mountain i Michigan, USA, 400+ trappetrin. 
Eiffeltårnet, Paris, Frankrig. 1.665 trappetrin. 
 
   

Verdens længste trappe løber langs Niesenbanen til den 2.362 meter høje top af Mount Niesen i Schweiz's alper. 11,674 trin. 

 
  
Hovedstaden har trappen mellem Nuuk og Nuussuaq som en af de længste. Der kunne også laves en god udkigspost på fjeldet ved passet.


De er allerede gode til at bygge trapper i Qaqortoq.
 

I Maniitsoq er der denne trappe med ca. 210 trin

 
American ExpressDankortDinersEuroCard / MasterCardJCBMaestroVisaVisa Electron