danskenglish

DISKO - DEN BLÅ BUGT

Fotograf har foreviget Diskobugten

Klimaforandringer truer Diskobugten, men Ivars Silis har med sin nye bog dokumenteret det storslåede område for eftertiden.
 
Tekst: Mads Nordlund. JULI 2011
 
Ivars Silis er født i 1940 og udstråler den venlige ro og myndighed, der kun kommer af livserfaring. Så snart han begynder at fortælle, understreger hans stemmes rolige bas indtrykket af, at her er tale om en mand, der har set og oplevet meget. Noget han i en stor del af sit liv har levet af at dele med andre.
  I hans seneste bog har han skildret livet i og omkring Diskobugten i Grønland på en ærlig og usentimental måde. Dermed har han ikke kun udgivet en sublim fotobog, men samtidig et professionelt dokumentarisk værk, der vil bestå som en historisk beskrivelse for eftertiden af et unikt område af Arktis, der er under hårdt pres fra klimaforandringerne og måske er ved at forsvinde.
 
Fangernes, isens og dyrenes verden
Hans debut i Grønland, som han selv kalder sit første besøg, var i 1964 som geofysiker i Qeqertarsuaq.
  - På det tidspunkt var der endnu ikke faste flyruter alle steder i Grønland, og man var totalt isolerede om vinteren. Jeg blev betaget af folks direkte samhørighed med naturen. Det gjorde, at da jeg i 1965 fik chancen for at komme til Qaanaq / Thule, sagde jeg ja, for jeg havde læst meget om ekspeditioner.
  - Det første, jeg gjorde, da jeg ankom, var at købe en slæde og nogle hunde. Jeg var deltids-geofysiker og deltids-fanger. Ingen storfanger, men god nok til at holde mig i live. Det blev til mange slæderejser og isbjørnejagter i et nært samvær med de grønlandske fangere.
  - Den indsigt, jeg opnåede, er kommet mig til gode senere på mange ekspeditioner og i flere forskningsprojekter. En forståelse for sammenhængene i den arktiske verden. Fangernes, isens og dyrenes verden.
 
Køkkenmøddingen viser bugtens historie
Siden Thuletiden fotograferede og skrev Ivars Silis mere og mere. 17 bøger er det blevet til med den seneste.
  - Diskobugten er en af de rigeste biotoper i hele Arktis, forklarer Ivars Silis. Det er det eneste sted i Grønland, hvor alle de forskellige indvandringer gennem historien har været. Bl.a. Dorset-folket, Independence og Saqqaq-kulturen.
  - Et af billederne i bogen viser en bugt med en gammel boplads. Her er køkkenmøddingen fuld af rester fra de forskellige kulturer, der alle har set dette som et ideelt sted at bosætte sig.
  I to år har Ivars Silis rejst rundt i Diskobugten for at dokumentere hverdagen for de mennesker, der lever der. I et af de hjem, han besøgte, så han en af sine gamle bøger om isbjørnefangst. Og den var meget mere slidt end den bibel, der stod ved siden af, bemærker han med et glimt i øjet.


       

 
American ExpressDankortDinersEuroCard / MasterCardJCBMaestroVisaVisa Electron