At rejse er at opleve

ivalu-770

København, Bangkok, Berlin, Saskatoon, Gran Canaria, Sisimiut, Koh Phangan, Vancouver, Phoenix, London, Seoul…. er blot nogle af de steder, den 43-årige grafiker Ivalu Risager har besøgt i kortere eller længere tid de sidste ti år. Nu er hun – måske – faldet til ro i Whitefish, Montana, USA.

Tekst: Pia C. Bang, Foto: Privat, greenland today marts 2016

En forårsdag i 2006 sidder Ivalu og arbejder på et projekt på Sisimiut Museum. Telefonen ringer. Det er hendes far, der fortæller, at han har fået diagnosen »kræft i kæften«, som han kalder det.

– Efter et par uger, hvor jeg både snakkede med ham og familien i Danmark, var jeg klar over, at det nok var hans billet herfra. Så jeg tog ned for at være tæt på ham i den sidste tid. Han døde i april 2007, fortæller hun.

– Det var selvfølgelig både hårdt og herligt at kunne være der for ham, og jeg lærte en masse om os begge to. Men! Pointen er, at jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne lave mit arbejde via e-mail osv. Jeg behøvede sådan set ikke at være på min pind for at kunne udføre mit arbejde.

Rejselyst og arbejde
Ivalu Risager har som barn boet i København, Ilulissat og mest i Nuuk. Hun er uddannet grafiker og har været selvstændig siden 2004. Erkendelsen af, at hun ikke nødvendigvis var bundet til et bestemt skrivebord eller kontor for at kunne lave opgaverne, blev skelsættende for hende og åbnede døren til et rejseliv, der er de færreste forundt.

Hun har altid rejst meget mellem Danmark og Grønland, men efter den første »rigtige« udlandsrejse til Gran Canaria, der var en »på-flugt-fra-julen-ferie«, så har Ivalu tilbagelagt mange tusinde kilometer og fået lige så mange fantastiske oplevelser.

– Jeg har ofte rejst alene. Det er nok mest fordi, jeg ikke er den store planlægger, og så fordi de færreste kunne rejse på samme måde som mig. Tit skulle jeg jo bruge en masse tid og energi på at finde wifi og den slags og på at arbejde, forklarer hun.

ivalu-fodbold-770

Fodbold, bikini og jungle
Et af de foretrukne og oftest besøgte steder for hende har været den lille thailandske ø, Koh Pahnang. Her kom hun første gang i 2010 for at besøge en af sin fars venner, og hun faldt pladask for øen, hvor hun fik nogle rigtig gode veninder. Senere vendte hun tilbage flere gange, blandt andet sammen med sin niece. F.eks. deltog de i en lokal kvindefodboldkamp efter 14 dages intens træning (og vandt). Senere vendte hun tilbage og fejrede blandt andet sin 40 års fødselsdag på øen, deltog i en bikinikonkurrence og svingede sig rundt i toppen af junglen (dog ikke samtidig).

Af andre spektakulære rejseoplevelser var turen til Skotland, hvor hun havde købt sig en »oplevelses uge« på et kursted.

– Vi var omkring 25 mennesker på holdet. Vi startede ud generte og hæmmede og endte med at lege sammen som små børn. Det var virkelig sjovt at opleve. Min lære fra det sted var meget simpelt: Glæde. Det ord blev ved med at dukke op alle steder for mig. Det har jeg prøvet at efterleve lige siden, siger Ivalu.

Arbejder hvor som helst og når som helst
Alle steder har hun haft sit arbejde med sig, så rejseriet har ikke haft så meget med ferie at gøre, men mere om at opleve steder og mennesker – og mere eller mindre ufrivilligt, at lære at indordne sig efter forholdene.
Meget arbejde er blevet lavet i lufthavne, færgeterminaler og restaurationer. Engang på Koh Phangan gik strømmen i 12 timer ad gangen i flere uger – og så måtte hun bare holde sig til og arbejde/emaile, når der var strøm, nogle gange midt om natten.

Ud over at Ivalu har kunnet tage sit arbejde med sig, så har det også handlet om at holde udgifterne nede.

– Alt dette rejseri havde ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg ikke havde gode venner, der generøst overlod mig enten deres lejlighed, værelse eller sofa.

– Jeg er meget taknemmelig for at kende så skønne mennesker og har været meget opmærksom på, at det skal kunne betale sig for dem at have mig boende. Jeg laver mad, vasker op, vasker tøj, gør rent og den slags – giver middag, køber øl, eller hvad der nu skal til, for at de ved, at det er påskønnet, forklarer Ivalu Risager.

Det at rejse alene har gjort hende god til at snakke med nye mennesker. Ivalu kom til at bruge couchsurfing.com, som er endnu en billig måde at rejse på. Folk tilbyder enten deres sofa eller deres selskab, så du kan blive introduceret til deres by eller område.

– Det er en helt fantastisk måde at rejse på – især alene. Med omtanke naturligvis. Jeg endte med at få meget fornøjelse ud af at bo på hostels, og så couchsurfe selskab til at vise mig rundt.

ivalu-bryllup-770

Blev gift i indianerceremoni
Det var naturligvis også på en rejse, at Ivalu mødte manden, der skulle ende med at få hende til at smide anker. En del af hendes mange rejser har været med professionelt indhold, og netop på en stor international messe for Adobe-brugere, faldt hun i snak med en af de andre gæster på hotellet, Johnny fra den amerikanske storby Phoenix, Arizona.

Efter messen skulle de hver sin vej, men »noget« blev ved med at spøge, og de mødtes flere gange de kommende måneder.

I mellemtiden besøgte Ivalu en veninde, der boede i Whitefish, Montana, og den grønlandske grafiker faldt for stedet, hvor indbyggerne efter hendes udsagn er fantastiske. Her kan hun kombinere sin kærlighed til heste og en natur á la den grønlandske. Inden længe dannede hun og Johnny par, og desuden fik hun ham overtalt til at flytte med til Whitefish, et sted med fiskeri, jagt, ski og cowboys.

Romantikken blomstrede, og Ivalu og Johnny blev gift i 2014 ved en ceremoni ved Whitefish Lake afholdt af to Blackfoot-indianere.

– Det var kun muligt, fordi jeg er halv grønlænder og derfor er i familie med dem. Det var en stor og rørende oplevelse. »Robert Rides At Door« holdt en ørnevinge og og anråbte de fire verdenhjørner, og så snakkede de os gennem ceremonien meget stille og roligt. Messede lidt på indiansk og oversatte for os bagefter. Musikken kom fra en iPad – meget lavpraktisk og moderne.

– Vi havde venner der kom fra San Clemente, Phoenix, København og Saskatoon, samt lokale venner, der aldrig havde oplevet en blackfoot ceremoni. Vi holdt et grønlandsk kaffemik bagefter, og alle grønlænderne endte sammen med indianerne rundt om bordet, spisende og snakkende. Det var en sjov oplevelse, husker Ivalu.

Hun og Johnny stortrives i Whitefish, hvor de har årskort til ski-resortet, og hvor Ivalu har job som frivillig på en lokal rideskole. Hun arbejder stadig som grafiker, primært med grønlandske kunder, og drømmer om at komme til Grønland mindst en gang om året fremover sammen med Johnny.

greenland_today_no_26   Læs artiklen på side 34-35