ARCTIC SOUNDS

arctic-sounds-630

Arctic Sounds – Music Festival

Af greenland today / Mia Isabel Høegh Chemnitz
01 APR 2014
2014 bliver året, hvor en ny nordisk musikfestival afvikles for første gang. Arrangørerne kan allerede nu præsentere en imponerende skare af kunstnere, der i april besøger Sisimiut.
Festivalen bliver afholdt den 25. – 27. april i Sisimiut, og navne som Simon Lynge, Small Time Giants og Jenseeraq er blandt de mange kunstnere, der melder deres ankomst.
Nordisk
Grønland vil således være repræsenteret af nogle af tidens mest populære kunstnere, men det er ikke kun grønlandske kunstnere, der er inviteret.
I forbindelse med festivalen vil byen få besøg af sangere og sangskrivere fra blandt andet Sverige, Danmark, Island og Amerika.
Workshop
Inden startskuddet lyder på musikfestivalen, er der arrangeret en workshop for kunstnerne. De får mulighed for, i fire dage at inspirere, skrive og udvikle sig sammen.
Jacob-Herholdt-Froberg-400
Jacob Herholdt Froberg. 
Foto: Steen Olsen
– Det er en mulighed for sangskriverne, til at skrive sange på tværs af landegrænserne i Norden, og derved nå et publikum, de ellers ikke har adgang til, fortæller hovedarrangør Jacob Herholdt Froberg, der er leder af Sisimiuts musikskole, Serravik.
Undervejs i workshoppen, vil der være offentlige arrangementer, hvor publikum bliver inviteret ind, og får en smagsprøve på, hvad der bliver kreeret.
Festivalen vil blive skudt i gang, med at kunstnerne præsenterer nogle af de sange, de sammen har lavet i løbet af disse dage.
Lyden af Sisimiut
Der vil under festivalen være tre hovedscener, på vidt forskellige lokaliteter. Det vil få den grønlandske kystby til at summe af lyd og liv.
Udover muligheden for at købe en billet, der giver adgang til hele festivalen, kan man købe billet til nogle enkelte koncerter, der afholdes andre steder i byen.
Laura-Lennert-Jensen-255
Laura Lennert Jensen
Festivalen er gjort mulig af de frivillige, der brænder lige så meget for musikken og sammenholdet, som hovedarrangøren gør.
– Det er nogle helt andre kunstnere, end dem vi er vant til, så det bliver spændende at se, hvordan folk i Sisimiut tager imod det hele, siger Laura Lennert Jensen, der er en af de mange frivillige, der har meldt sig på banen.
– Jeg glæder mig i hvert fald til, at få udvidet min musikalske horisont, siger hun.
Også arbejdspladser i lokalsamfundet er trådt til, for at gøre festivalen mulig. Heriblandt Kulturhuset Taseralik, Hotel Sisimiut, lokalradioen Sisimiut Tusaataat og naturligvis musikskolen Serravik.