Anne Nivíka Grødem er født i 1983 i Ilulissat, byen tæt på den nordlige halvkugles mest producerende isbræ, der af UNESCO er erklæret for verdens naturarv.
Tekst & Foto: Mads Nordlund, greenland today Marts 2015
– Min far var nyuddannet lærer, og min mor var gravid med mig, da de ankom til Ilulissat, fortæller Anne Nivíka.
– Min far blev hurtigt træt af alle de »kloge« danske lærere, der mente, de skulle revolutionere det grønlandske skolesystem uden at tage hensyn til den grønlandske kultur og mentalitet.
– Så efter fire år som lærer besluttede han sig for at fiske på en rejetrawler. Efter yderligere fire år på havet blev han halinspektør i Ilulissat hallen, indtil vi i 1993 flyttede til Danmark. Ikke fordi de var mætte af Grønland, men alene fordi mine forældre ikke havde tillid til skolesystemet, som på det tidspunkt var under stor forandring.
– Jeg husker min barndom i Ilulissat som fuldstændig fantastisk! Det var et paradis, hvor man fik lov til at være barn. Jeg var en lille drengepige, som blev slæbt med på jagt og fisketure og kørte hundeslæde og stod på ski efter min fars snescooter for fuld fart ud over isen.
– Jeg ønskede allerede dengang, at når jeg en dag skulle have børn – så skulle de have mulighed for at være børn på samme måde som jeg.
Ungdommen i Danmark
– At flytte til Danmark var en kæmpe omvæltning for mig. Den verden, jeg kendte, og alle vennerne der jo også fungerede som min familie, var pludselig 4.000 km væk, siger en eftertænksom Anne Nivíka, hvis ungdomstid var præget af sang, musik og masser af sport som svømning, håndbold og badminton.
– Jeg vidste, at jeg skulle tilbage til Grønland en dag, det var bare et spørgsmål om, hvornår. I Danmark afsluttede jeg min folkeskole, gymnasiet og sidenhen min finansuddannelse.
– Mine ungdomsår i Danmark husker jeg som en periode, hvor jeg var mere voksen end barn.
– Dels den udvikling, jeg gennemgik som teenager, men især mine forældres skilsmisse, da jeg var 18, og miljøskiftet ved at flytte til Danmark var af stor betydning og gjorde mig hurtigt voksen. Når jeg ser tilbage, var det en brat afslutning på min barndom!
Tilbage til Grønland
– I påsken 2005 besøgte jeg Ilulissat, hvor jeg mødte min mand Ove Grødem. Jeg var næsten færdig med min bankuddannelse, og samme sommer, hvor jeg dimitterede, flyttede jeg til Nuuk for at arbejde som privat- og erhvervsrådgiver i Sparbank Vest. To år senere fik vi vores dreng Mads Inuuteq, og tre år efter vores datter Malou Naduk.
– Fritiden bruges sammen med familie og venner og på at lave mad. Madlavning er en stor del af mit liv. Det er noget, jeg har været så heldig at få fra min mor. Hun har arbejdet i køkken i mange år og altid været rigtig god til at lave mad. Jeg kan godt lide at gøre mig umage med det, og det er helt klart noget, jeg har lært af hende.
– Herhjemme køber vi stort set aldrig okse- eller svinekød. Vi bruger det, vi selv har fanget og fisket. Jeg kan godt lide rigtig mad af gode råvarer. Jeg er ikke frelst eller fanatisk, men det giver ingen mening for mig at spise dårlige råvarer. Slet ikke, når vi kan fylde fryseren op med grønlandsk kød og fisk.
– Om sommeren rejser vi normalt ikke til udlandet. Vi bruger i stedet vores båd og tager ud og fisker eller går på jagt. Ungerne er som regel med, og Mads har allerede været med til at skyde to rensdyr. Malou elsker at samle bær, og dem skal vi også bruge masser af. Det er dejligt, at familien er sammen om at fylde fryseren.
Et vendepunkt
– En uge efter min datters fødsel var jeg ude for en voldsom bilulykke, som satte hele livet i perspektiv. Jeg slap fra ulykken uden et blåt mærke, men i stedet nogle dybe ar på psyken. Den efterfølgende tid skulle vise sig at være en hård tid for hele familien. Oves far, min svigerfar og børnenes bedstefar, blev alvorligt syg af kræft og døde desværre alt for tidligt. Familien betyder alt for mig, og det var noget, der påvirkede os alle sammen utroligt meget. Heldigvis har vi stadig svigermor, der bor tæt på os, og hun betyder meget for os alle. Hendes hjem er familiens samlingspunkt, og der er altid kaffe på kanden og tændt for vaffeljernet.
– Efter endt barsel med Malou startede jeg i et nyt job som supporter i en bank. Her blev jeg syg af et dårligt indeklima, som var i bygningen på det tidspunkt. Det fik mig helt ned med flaget. Det var simpelthen dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg blev ramt af angst og fik gentagende angstanfald. Jeg var i en depressionslignende tilstand, som en følelsesløs-robot, der bare udførte mine daglige gøremål uden rigtig at være tilstede. En rigtig hård periode, især med små børn – og det sled på vores lille familie. Heldigvis var min mand en kæmpe støtte og hjalp mig til at komme videre.
– Jeg blev klar over, at jeg var nødt til at sadle om og gøre noget andet!
Egen klinik
– Det fik mig til at fuldføre en drøm om at blive selvstændig. Så i 2010 tog jeg en kosmetologuddannelse og åbnede Nivíka Hudplejeklinik i Nuuk. Det var en gammel pigedrøm, så den lå lige til højrebenet. Heldigvis blev det en succes, og jeg var meget positivt overrasket over den store interesse, der var.
– Jeg havde tre rigtig gode år i klinikken. Perioden var en god måde for mig at bruge mine kompetencer. Jeg lærte, at jeg er iværksætter med stort I, og at jeg er god til at få ideer, strukturere dem og føre dem i mål.
– Men selve driften af en klinik var ikke min store drivkraft. Så da jeg blev tilbudt et job som projektmedarbejder, sagde jeg ja tak.
– I et år arbejdede jeg som projektmedarbejder, sideløbende med klinikken. Jobbet var lige mig, fordi jeg elsker at udvikle ideer og se dem blive en realitet. Derfor lukkede jeg klinikken og satsede fuldt ud på projektarbejdet.
– Det var et stort skridt for mig. Lige så grænseoverskridende, som det havde været at gå fra fast job i bank til selvstændig klinikindehaver, lige så stort et skridt var det at gå tilbage til at være lønmodtager.
– Desværre gik der heller ikke længe, før jeg følte mig bundet på hænder og fødder, og min kreativitet og gejst forsvandt. Det føltes forkert at fortsætte, og derfor sagde jeg op.
Kunstneren »By Nivíka«
I starten af 2014 stod jeg så uden job og uden nogen plan, men kunne mærke, hvordan jeg fik energien igen. En dag så jeg et hvidt gardin med sorte streger. Det inspirerede mig til at tegne noget lignende, og dagen efter købte jeg tusser og papir.
– Inden da havde jeg aldrig udfordret de kunstneriske evner på den måde og aldrig forestillet mig, at jeg i dag skulle leve af det. Min mor er meget kreativ og har tidligere udstillet sine værker i Ilulissat. Så jeg har det bestemt ikke fra fremmede.
– Tegningerne udviklede sig, og interessen voksede. Det er gået stærkt, og nu har jeg forhandleraftaler med flere butikker i Grønland og et helt katalog med kort, illustrationer og plakater.
– Som kunstner er jeg jo helt ny. Derfor er jeg også i en udvikling, hvor jeg skal finde min stil. I begyndelsen var det meget de sorte enkle streger med et grønlandsk hint, der dominerede. I dag er min kunst mere bred og farverig.
– Min kunst er ikke entydig grønlandsk eller dansk, men nok en blanding af begge kulturer, ligesom mig selv. Jeg får min inspiration alle steder fra, men jeg kan godt lide at bruge den grønlandske kultur på en ny måde. F.eks. at opsætte børnesange på en ny grafisk måde eller tegne motiver, som måske ikke umiddelbart giver en grønlandsk association, men afhænger af modtagerens præferencer.
Tegner uden for stregerne
– Jeg har altid været meget struktureret, ordentlig og en smule perfektionistisk, og det var nok derfor, jeg oprindelig blev bankdame. Når jeg arbejder med mine tegninger, giver jeg plads til min indre »Pippi« og tillader mig selv at »tegne uden for stregerne«. Det er en befrielse for et struktureret menneske som mig, og jeg er taknemlig for, at jeg har fået mulighed for at bruge den side af mig selv. Den har altid været der, men jeg har ikke givet den plads før nu. Det kan virke helt surrealistisk, fra ikke at have tegnet noget til pludselig at føle, jeg kan tegne alt.
– Mange gange har jeg et klart billede af, hvordan mit slutresultat kommer til at se ud. Selvfølgelig udvikler nogle ting sig undervejs, men det ser jeg bare som en gave.
– Jeg tegner, fordi jeg synes, det er sjovt, og fordi jeg ikke kan lade være. Jeg vil ikke begrænse mig til kun at tegne grønlandske motiver. Det er vigtigt for mig, at jeg kan udvikle mig uden at skulle være fastlåst i en ramme. En fremmed dame sagde til mig, at hun var vild med mine tegninger, og at hun synes, det var dejligt at se tegninger, hvor hun kunne genkende det grønlandske uden at blive overfaldet af det. Det er den største kompliment, jeg har fået. Det udtrykker nemlig lige dét, jeg gerne vil med mine tegninger.
Jeg har brug for at udnytte alle mine kompetencer som selvstændig og iværksætter. Både struktur, kreativitet, perfektionisme, sociale kompetencer, osv. Det er tilfredsstillende for mig, når jeg skal bruge min alsidighed i det, jeg laver.
– At være selvstændig er en livsstil. Det er svært at skelne imellem job og fritid. Jeg nyder, at jeg kan arbejde om aftenen, og samtidig at jeg ikke skal være ude af døren hver morgen kl. 8.
– Jeg føler mig heldig, fordi jeg har muligheden, men det kræver hårdt arbejde. Det kommer ikke af sig selv. Min passion er min drivkraft og at være selvstændig kræver god selvdisciplin, det er vigtigt.
– I By Nivíka laver jeg primært kort, illustrationer og plakater. Foruden mine tegninger arbejder jeg også med egne bogprojekter. Derudover er jeg tilknyttet det grønlandske kvindeblad »Arnanut« som skribent og redaktør indenfor skønhed og mad.
– Jeg har for nyligt oprettet »Greenlandic Foodlover« på Facebook og Instagram med inspiration til sund mad med udgangspunkt i de varer, vi har tilgængelige i Grønland. Jeg er meget overrasket over den flotte modtagelse, den har fået. Det viser, at behovet for inspiration til den daglige mad er til stede.
– Jeg ved ikke, hvor jeg er rent kunstnerisk om 10 år, og vil heller ikke vide det. Tidligere i livet havde jeg alt for mange planer og rammer for min fremtid. Det føler jeg, at jeg er sluppet fri af. Nu har jeg fundet en stor glæde ved at slippe den kreative side løs, og jeg har ikke behov for at beslutte nu, hvor det skal ende.
– Min drøm er at kunne fortsætte med at leve af mine passioner. At dyrke og udvikle min kunst i nye retninger, lave bøger, rådgive flere iværksættere, holde foredrag og undervise. Ikke mindst ønsker jeg at bidrage til samfundet ved at inspirere andre iværksættere til at tage springet og skabe deres egen arbejdsplads og fremtid.
Læs artikelen på side 28
