En af Grønlands mange mageløse gletsjere er Pituffik Gletsjeren. Den ligger i Thule-området på 76 grader nord, kun ca. 30 km fra Thule Air Base og lidt over 1.200 km nord for polarcirklen.
Tekst: Mads Nordlund, greenland today november 2015
Denne smukke augustaften er vi en lille, priviligeret gruppe, der skal sejle fra Thule Air Base ind til gletsjeren. Jeg føler mig heldig, for det er de færreste, der får den mulighed. Kun få af de, der arbejder på basen, kommer ud at sejle, for det kræver, man har en båd, eller kender nogen, der har. En båd er nok heller ikke det første, man tænker på som midlertidig kontraktansat et sted, hvor sejlsæsonen kun er nogle få måneder. Det er selvfølgelig noget andet for de fastboende fangere i de omkringliggende bygder, der skal bruge deres både til fangst. Der kommer heller ikke mange turister forbi. Kun nogle få krydstogtsselskaber tager turen helt nordpå som afslutning på deres sommersejlads i Grønland.
Rigt dyreliv
Vandet er stille, og der er næsten havblik, da vi runder pynten ud for Thule Air Base med udsigt til tallerkenfjeldet Dundas på højre side og øen Saunders ret forude. Overalt omkring skibet, stryger flokke af tejster og lomvier tæt over havets overflade. De yngler i millionvis om sommeren i det, biologerne kalder Nordvandet eller Polarhavet. Her findes masser af fødegrundlag for dem med frigivne mineraler fra smeltende is, der tiltrækker både kril og plankton, der spises af de mindre fisk, der er lomviens primære fødegrundlag.
På vejen stikker en sæl også sit hoved op som for at tjekke, om det virkelig kan passe, der er turister her. Den er ikke sky, men giver sig god tid til at studere os, før den svømmer videre.
Når man nærmer sig Pituffik Gletsjeren, kommer man forbi Kangilinnguit, der meget passende hedder Grønnedal på dansk. Selv fra søsiden ses det tydeligt, hvor grønt der er i land, og helt ud mod stranden græsser omkring 40 moskusokser med deres kalve. Et par er i deres iver efter det grønneste græs klatret op midt på en stejl klippevæg. Her forstår man bedre, at moskusokserne er nærmere genetisk beslægtet med geder end køer, når man ser deres evner til at klatre.
På trods af de barske vintre her i området med ekstreme vindstyrker og kuldegrader ned under minus 40 grader celsius er bestanden af moskusokser i området vokset de sidste mange år ifølge Grønlands Naturinstitut. Der er også konstateret en øget hyppighed af isbjørne i området, hvilket muligvis er et resultat af samarbejdet mellem de arktiske lande, der blandt andet omfatter begrænsninger af fangsten.
Imponerende is
Selvom gletsjeren kælver mange isbjerge, er den langt fra en af de mest produktive gletsjere, bl.a. på grund af den korte sæson med åbent vand på disse breddegrader. Alligevel er der logisk nok flere isbjerge, isskosser og grødis, efterhånden som båden nærmer sig Pituffik Gletsjerens kæmpe iskant. Kaptajnen sagtner farten for at undgå isskosserne, og helt tæt på gletsjeren bør der ikke sejles af sikkerhedsmæssige årsager, så han holder båden flere hundrede meter fra, mens gæsterne flittigt bruger kameraerne på skibets agterdæk.
Fra havets overflade rækker iskanten sig mange 100 meter lodret op, og bag den skubber tonsvis af is på for at kom-me ud og brække af som nykælvede isbjerge. Det er et betagende syn, en én kilometer lang lodret mur af is med revner, som giver muren af is struktur og gør os i stand til at skelne enkle lodrette sprækker fra resten, der ellers er hvidt i hvidt.
Da jeg landede for nogle dage siden, så jeg gletsjeren ovenfra. Her kunne man tydeligt se, hvordan indlandsisen nærmest løber ud mod gletsjeren og laver flere og flere folder i store bueformationer, før den mere og mere fuld af revner og sprækker nærmer sig kanten, hvor isen brækker af.
Jeg står på agterdækket sammen med de andre. Selvom iskanten er flere hundrede meter væk, kan man tydeligt mærke en ekstrem kulde, der som en usynlig kraft strømmer imod os fra gletsjeren. Uanset påklædning bliver det hurtigt koldt.
På vej tilbage sejler kaptajnen så tæt som muligt på et isbjerg, stadig med behørig sikkerhedsafstand. Bedst som alle har fokuseret deres kameraer på endnu en kolos af is, begynder der at brække store stykker af, og isbjerget hælder og drejer adskillige grader, før det finder en ny balance. Der er en årsag til, at man skal holde afstand, og selvom det ikke er en overraskelse, at isbjerge vender rundt, kommer det alligevel bag på os alle, at vi får lov at se det så tæt på.
Resten af turen sidder jeg på udkig efter hvaler og sæler, men udover fuglene ser vi ikke flere dyr den aften. Jeg er alligevel også helt mæt af endnu en kæmpe naturoplevelse i Nordgrønland og meget taknemmelig over at have fået muligheden for at besøge en af Grønlands mindst besøgte gletsjere.
Læs artiklen på side 20-21
